Bonderøvsrap bejler til fynsk kulturpris

Mandag aften bliver Den Fynske Kulturpris 2016 uddelt for syvende gang i træk. Fem kandidater ud af 13 nominerede kæmper om æren og de 75.000 kroner, der følger med. En af dem er Holmen Hustlers fra Kerteminde.

Det østfynske band Holmen Hustlers fra Kerteminde har længe været en kendt gruppe på Fyn. Men resten af landet har også fået øjnene op for de musikalske ordjonglørere med deres debutalbum "Udkantsmand", der udkom i december 2015 og indeholder 14 numre, som Holmen Hustlers selv har skrevet, indspillet og produceret. 

Holmen Hustlers, der ikke lægger skjul på, at de er en rapgruppe fra Udkantsdanmark, har valgt at lave deres musik fra hjemstavnen, fordi det er essensen i projektet. Det er med bandets egne ord mere ægte at bo i området, når det er det, det hele handler om. Og det bliver nu belønnet med en nominering til Den Fynske Kulturpris 2016. 

- Det er vildt fedt. Det er en anerkendelse, og det er vi meget glade for. Vi føler os taget seriøst, og vi har fået lyst til at lave meget mere musik, siger Anton W. Hemmingsen, der rapper i bandet, som også repræsenterer Sebastian Binzer, Magnus Sørensen og Rasmus H. Sørensen.

De er alle fire født og opvokset på Hindsholm, og det er de stolte af. Det er også, hvad deres musik handler om. At være ung og vokse op et sted, hvor der er flere køer end mennesker, og hvor det almindelige transportmiddel er en traktor, en knallert eller en cykel. Deres tekster beskriver på ærlig, kærlig og humoristisk vis et ungdomsliv, som det opleves 170 kilometer fra Rådhuspladsen, som det hedder i nomineringsteksten for Den Fynske Kulturpris 2016. 

Anerkendelse af høj kunstnerisk kvalitet 

Kulturregion Fyn uddeler hvert år Den Fynske Kulturpris i samarbejde med ni fynske kommuner, som hver har mulighed for at indstille to kandidater.

Prisen uddeles enten til en kulturbegivenhed eller et værk, der er af høj kunstnerisk kvalitet, forstået på den måde, at det i årets løb har appelleret til et bredt publikum samt betaget publikum og givet dem en unik oplevelse inden for sin genre, som Kulturregion Fyn selv beskriver det. 

quote Det er vildt fedt. Det er en anerkendelse, og det er vi meget glade for. 

Anton W. Hemmingsen, Holmen Hustlers

I år uddeles prisen i Rudkøbing på Langeland i Ørstedspavillonen, som er opkaldt efter den danske fysiker og kemiker H.C. Ørsted, som er opvokset i Rudkøbing. Men H.C. Ørsted er ikke kun kendt for sin kemi-genialiteter, han har også bidraget betydeligt til det danske sprogs udvikling og har skabt over 2000 ord, som showet i aften vil bære præg af. 

- Han har spillet en stor rolle for vores kulturbaggrund, så vi hylder ham ved at vise 400 ud af de mange ord, som bliver hængt op i salen, og som bliver brugt i selve showet showet af de to værter. Det vil mere blive en teaterforestilling end et traditionelt prisuddelingsshow, siger Stine Keiding, der er programleder i Kulturregion Fyn. 

- Jeg glæder mig allermest til, når vinderen bliver udråbt. Det er altid en fantastisk sitrende oplevelse, fordi de bliver enormt overraskede og glade.

Aftenens to værter er skuespiller Charlotte Munch og den odenseanske poetry-slammer Emil Nygård optræder. Derudover optræder Folkeklubben, hvor ét af bandets medlemmer har rødder på Langeland. 

En sejr udløser ny plade

Udover Holmen Hustlers er også teaterkoncerten CARL, Møllehavehusets Søndagssaloner, Skulptursymposium 2015 i Assens og Hullet i muren på Brandts nomineret til Den Fynske Kulturpris 2016. 

Vinderen kåres klokken 21.00, og det er noget, drengene fra Holmen Hustlers glæder sig til og har set frem til siden oktober, hvor de fik at vide, at de var blandt de fem sidste til at løbe med æren, prisen og pengene. Hvis de vinder, er de ikke i tvivl om, hvad de skal bruge pengene på.

- Vi skal opgradere vores studie, lave en ny plade og på turné med den. Men lige nu glæder vi os bare over at være nominerede, siger Anton W. Hemmingsen. 

Her kan du læse Kulturregion Fyns ord om de fem nominerede

 

Oversigt

    Oversigt