Færre tvangsauktioner i Syddanmark
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Antallet af tvangsauktioner i Syddanmark falder. I oktober var det 67 tvangsauktioner mod 100 i oktober sidste år.
I oktober blev der bekendtgjort 298 tvangsauktioner mod 307 i september, når der er korrigeret for normale sæsonudsving, oplyser Danmarks Statistik.
Det svarer til et fald på tre procent.
Eftersom antallet af tvangsauktioner generelt svinger en del fra måned til måned, skal man imidlertid være varsom med at tillægge det lille fald nogen nævneværdig betydning, påpeger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.
- Det ændrer dog ikke ved, at det selvfølgelig er positivt, at lidt færre familier ufrivilligt måtte pakke deres ting og forlade den bolig, de hidtil har kaldt deres hjem, siger hun i en skriftlig udtalelse.
I årets første 10 måneder er der blevet afholdt 2914 tvangsauktioner. Det er det laveste antal for den periode siden 2008, det vil sige de seneste seks år.
Tilbage i 2010, da det stod værst til under den nuværende krise på boligmarkedet, blev der i perioden januar til oktober berammet hele 4388 tvangsauktioner.
- Det svarer til, at for hver gang 100 familier blev sat på gaden, da krisen var værst, så er tallet i dag faldet til 67. Det er en klar bevægelse i den rigtige retning, siger Lise Nytoft Bergmann.
- Det understreger, at boligmarkedet igen er i bedring, og at vi går lysere tider i møde. Forklaringen skal særligt findes i de historisk lave renter, som betyder, at langt de fleste boligejere er i stand til at betale terminen, også selv om økonomien har det svært i en periode, siger hun.
Fakta: Tvangsauktioner i oktober
På landsplan var der i oktober 298 tvangsauktioner, når der tages højde for normale sæsonudsving.
Sådan fordeler tvangsauktionerne sig i regionerne. Antallet af tvangsauktioner i samme måned sidste år er angivet i parentes:
Region Midtjylland: 90 (94)
Region Sjælland: 81 (115)
Region Syddanmark: 67 (100)
Region Hovedstaden: 61 (73)
Region Nordjylland: 56 (61)
De regionaliserede tal er ikke korrigeret for sæsonudsving, og disse tal afviger derfor fra de sæsonkorrigerede landstal fra Danmarks Statistik.
Kilde: Danmarks Statistik
/ritzau/