FilmFyn ansætter sin tidligere formand som direktør

FilmFyn ansætter ny direktør. Det bliver Klaus Hansen fra Producentforeningen.

Når den 59-årige Cand.jur. Klaus Hansen snart sætter sig i direktørstolen hos FilmFyn, vender han tilbage til vante lokaler.

Han var nemlig bestyrelsesformand for FilmFyn gennem 11 år fra 2003 til 2014. Dermed var han også en vigtig del af selve etableringsprocessen af den fynske filmfond.

Siden da har han fået indgående kendskab til den samlede filmbranche og dens vilkår. Han kommer denne gang fra en stilling som direktør i Producentforeningen, der er branche- og arbejdsgiverorganisationen for 120 virksomheder, der producerer film, tv og computerspil. 
 

quote FilmFyn skal være eksemplet for Fyn og hele Danmark, hvor investeringerne i filmkulturen skaber store oplevelser, vækst og synergier på tværs af alle genrer og platforme – både regionalt og nationalt.

Klaus Hansen, kommende direktør, FilmFyn

Med den nye filmaftale på Christiansborg, opbakning fra nu ni fynske kommuner og et årligt budget på mere end 35 millioner kroner er det forventningen, at FilmFyns nye direktør kan sætte yderligere fart på udviklingen i de kommende år.

- FilmFyn skal være eksemplet for Fyn og hele Danmark, hvor investeringerne i filmkulturen skaber store oplevelser, vækst og synergier på tværs af alle genrer og platforme – både regionalt og nationalt, siger Klaus Hansen, der understreger, at FilmFyn fortsat skal være det ypperste eksempel på, hvordan kultur og erhverv kan gå hånd i hånd. 

Stor opgave venter

TV 2/FYNs kulturredaktør Martin Mulvad Ernst vurderer, at Klaus Hansen går en stor opgave i møde.

- Det ligner umiddelbart en dans på roser at overtage en fond, som netop har fået fordoblet sit budget, og som noget nyt nu har politisk opbakning fra 9 ud af 10 fynske kommuner. Men det kan på den anden side skabe så høje forventninger, at de kan være næsten umulige at indfri. Desuden kan det blive en udfordring at dele sol og vind lige mellem de fynske ejerkommuner, da kommunerne ikke nødvendigvis altid arbejder ud fra fælles interesser, siger Martin Mulvad Ernst.

Alene ud fra stillingsopslaget til jobbet, blev det gjort klart, at man som direktør for FilmFyn skal kunne balancere mellem mange interesser:

"...du skal kunne navigere i et kompliceret miljø med mange både offentlige og private interessenter såsom kommuner, styrelser, ministerier, politikere, private investorer og virksomhedsejere", hed det i stillingsbeskrivelsen.

Opdatering
Clock07. jan 2019, kl. 13:10
Opdateret med kommentar fra TV 2/FYNs kulturredaktør.
Clock07. jan 2019, kl. 17:23
Artiklen er opdateret med videointerview.

Og det rammer fint plet, når fondens finansiering kommer fra ni forskellige kommuner og et ministerium. Der skal danses politisk ballet, når ni borgmestre gerne ser øget erhvervsomsætning i netop deres kommune, og Kulturministeriet skal have bevis for, at pengene fra staten bruges fornuftigt.

Samtidig skal man som købmand overbevise filmbranchens produktionsselskaber om det fordelagtige ved at flytte en serie- eller filmproduktion til Fyn, og så skal man gerne have et indgående kendskab til de fynske location-muligheder.

Bestyrelsen har forventninger

Investeringer i spillefilm, dokumentarfilm og tv-serier er kerneområder for FilmFyn, og i de kommende år vil der være en særlig forventning til udviklingen af den fynske filmbranche.

- Der mangler kvalificeret arbejdskraft på producerniveau og på det tekniske niveau – eksempelvis lys, lyd og locations. Det bliver bl.a. Klaus Hansens opgave at arbejde for, at der kan etableres samarbejder med fynske uddannelsesinstitutioner og eksisterende aktiviteter i filmbranchen for at imødekomme efterspørgslen. Vi har så mange spirende talenter og små produktionsselskaber, og deres idéer må vi gøre mere for, siger FilmFyns formand, Ulla Østbjerg.  

 

Klaus Hansen har som mål at skabe nye fynske arbejdspladser i filmbranchen. Her forklarer han hvordan. 
Fotograf: Morten Grundholm

Det er ambitionen, at FilmFyn på det professionelle niveau kan være et afgørende omdrejningspunkt for at samle de fynske filmkræfter. Odense og Kerteminde kommuner er pr. 1. januar 2019 trådt ind i ejerkredsen.

- Vi glæder os meget til samarbejdet med vores nye direktør. Der er ingen tvivl om, at FilmFyn får en direktør med indgående branchekendskab, stor erfaring med det politiske arbejde og store ambitioner på FilmFyns vegne, siger Ulla Østbjerg,

Ifølge Producentforeningen skal Klaus Hansen tiltræde sin nye stilling senest 30. juni.

 

Oversigt

    Oversigt