Fynboerne får smuk og solrig mandag

Mandagen byder på flot og solrigt vejr. Og forårsfornemmelserne vil fortsætte resten af ugen.

Den første weekend i marts måned bød på fuglefløjt og forårsfornemmelser, hvis man bevægede sig udenfor. 

Og mandag vil det flotte vejr fortsætte. 

- Fra morgenstunden helt sikkert rim i græsset og på bilruderne. Men til gengæld en smuk solopgang og bare svage og lette vinde. Så har man vanter på, så er selv cykelturen også en fornøjelse, siger TV 2 Vejrets Lone Seir. 

Fra morgenstunden vil temperaturerne ligge nede på frysepunktet og lige under. Men solen vil kigge frem fra en stort set skyfri himmel hele dagen, inden den går ned omkring klokken 18.00. 

Temperaturen vil i løbet af dagen komme op på seks til syv graders varme, mens den lokalt kan snige sig op på otte grader. 

Ifølge prognoserne vil den her vejrtype fortsætte det meste af ugen, fordi der ligger et højtryk over Danmark. 

- Det giver anledning til solskin og ikke ret neget vind. Det betyder også, at det er med frostvejr om natten og altså også risiko for tåge tirsdag og onsdag formiddag, forklarer Lone Seir. 

Sidst på ugen vil der komme lidt mere vind, og derfor heller ikke nogen tågedis.



Oversigt

    Oversigt