I sin lejlighed på Nørrebro har journalist og forfatter Amalie Langballe sat sig klar foran sin computer. Ligesom så mange andre er hun isoleret i sit hjem som konsekvens af coronavirussen.
I 2019 udgav hun debutromanen "Forsvindingsnumre", som gav den unge journalist fra Stenstrup titlen som forfatter på CV'et.
Og sådan som hun har sat sig til rette foran sin computer tirsdag, sidder hun det meste af dagen for at passe jobbet som både journalist og forfatter.
Amalie Langballe
Nutidsroman om i går
Tirsdag eftermiddag er det TV 2/Fyn Event, der har inviteret Amalie Langballe til at sætte sig foran sin computer for at tale om sin bog, sit arbejde som forfatter, og hvordan det hele hænger sammen under coronakrisen.
- For tiden sidder jeg og skriver hjemmefra. Men jeg er ramt af en ret akut trang til at være på DR's hjemmeside hele tiden, siger Amalie Langballe.
Jeg sidder med noget stof, som taler ind i den virkelighed, der var i går.
De seneste 14 dage har hun været hos sin far på Fyn. Det var hyggeligt, men forstyrrelserne var hyppige:
- Det var faktisk mere svært at få ro. Min far forstår ikke rigtig princippet i at arbejde, efter han selv er pensioneret, siger Amalie Langballe, som må erkende, at den egenskab er gået direkte i arv til hende selv, som de seneste to døgn har forstyrret sin kæreste uafladeligt.
Hun er nemlig vendt tilbage til lejligheden i hovedstaden. Her måtte hun tvinge sin kæreste hjem fra Sverige, for tanken om at være alene i fem dage var uudholdelig. Men også i hendes virke som forfatter har coronakrisen skabt problemer.
- Jeg sidder med noget stof, som taler ind i den virkelighed, der var i går. Jeg skriver nogle karakterer, som flyver meget og arbejder i udlandet. Men kan jeg skrive en nutidsroman, som ikke har hele coronakrisen som bagtæppe, spørger Amalie Langballe og fortsætter:
- Jeg føler mig ikke i stand til at skrive noget om den nuværende krise, men bare det, at den eksisterer. Det er jo ligesom at skulle se en film, hvor tvillingetårnene stadig står i New York.
Ikke terapi
I 2016 døde Amalie Langballes mor af kræft. Den sorg, som det bragte med sig, var essentiel for hende, da hun pludselig stod med en kontrakt fra forlaget Lindhardt og Ringhof.
- Det var vigtigt for mig at skrive om det sværeste og vigtigste, jeg kunne. Og det vigtigste, jeg vidste noget om, var uden tvivl sorg, forklarer Amalie Langballe.
Sorgen blev til ord, og pludselig stod den unge fynbo med en roman i hænderne, hvor hovedpersonen Agnes forsøger at komme igennem sorgen over at miste sin mor. Noget af det baseret på Amalie Langballes egne oplevelser, noget af det opdigtet.
Men terapi vil hun ikke kalde det.
- Nej, det kan jeg ikke påstå, at det var. Jeg tror på mange måder, at det havde været bedre at gå til psykolog, husker hun om tiden efter morens død, siger hun.
- Hvis jeg skal være mest naiv på min bogs vegne, så synes jeg, at der er noget smukt ved, at jeg har forlænget min mors liv. Det er det mest meningsfulde, jeg har gjort på mine egne vegne gennem bogen.
Da det stod klart, at Amalie Langballe kunne få en bogkontrakt, var det vigtigt for hende at skrive netop om tabet af sin mor.
- Det var ikke spor sjovt, men det var det både sværeste og vigtigste i mit liv, siger hun.
Sorg og virkelighed
Handling i "Forsvindingsnumre"
Amalie Langballe bliver ofte kontaktet af læsere, der fortæller om deres egen sorg, og hvordan hendes bog hjalp dem igennem den.
- Det sætter jeg stor pris på. Det er meget rørende, siger Amalie Langballe.
Selv læste hun mest Harry Potter, Ringenes Herre eller andre bøger, som hun forbandt med sin barndom. Det var "trøste-romaner", forklarer hun.
- Jeg kunne ikke læse om sorgen lige efter min mors død, men det kommer meget an på den efterladte, siger hun.
Da hun satte sig for at få sin sorg ned på papir og sendt til en redaktør på forlaget, blev hun alligevel meget bevidst om, hvordan den bedst kunne skrives.
- De bøger, som jeg havde om sorg, var meget forkuseret på det lille, intense, klaustrofobiske rum, som sorgen er. Man fjerner sig enormt meget fra virkeligheden, men alligevel skal man kunne deltage i den ret kort tid efter igen. For virkeligheden fortsætter jo, uagtet hvad der er sket i dit liv, siger Amalie Langballe.
Med "Forsvindingsnumre" var det derfor vigtigt at vise, hvordan man kommer tilbage til den virkelighed igen.
Skriveri i corona-isolation
I november vandt hun debutantprisen på BogForum med "Forsvindingsnumre", og med prisen fulgte 50.000 kroner. Dengang tænkte hun, at de kunne være nyttige til en skrivepause på et tidspunkt.
Tilbage i lejligheden på Nørrebro er Amalie Langballe løbende i gang med at skrive på den næste bog. Fem sider om ugen skal hun efter aftale aflevere til sin redaktør på forlaget. Ligesom da hun skrev sin første bog. Hun har nemlig brug for en skrap redaktør for at få afleveret, hvis der ikke er en fast deadline ligesom i det journalistiske arbejde:
- Jeg har altid gode argumenter for, hvorfor jeg ikke kan aflevere. Men det lykkes ikke så godt. Så siderne bliver skrevet og afleveret. Men om det med tiden er noget, der skal skrives ud af bogen, det kan da godt være med alt det, som jeg skriver nu, siger Amalie Langballe.
Læseren spørger
Undervejs i interviewet kommer et spørgsmål fra en læser, der spørger til, hvor selvbiografisk romanen er?Amalie Langballe fortæller, at hun har trukket meget på oplevelsen af sin egen sorg, men hovedpersonen Agnes har for eksempel ikke nogen synlig familie, og det har Amalie Langballe, så en del af den ydre handling er opdigtet, mens følelserne er hentet fra hende selv.
- Jeg satte bare det hele fri uden at tænke over, hvor jeg havde tingene fra. Jeg har taget nogle konkrete ting og sat i en fiktiv ramme. Hvor noget er sandt, og noget ikke er, siger Amalie Langballe.
Næste tirsdag den 7. april er det forfatter Jesper Wung-Sung, der optræder live klokken 16 på Facebook i interview med Signe Ryge. I kan igen stille spørgsmål undervejs.