Fynske kommuner får lov at låne 160 millioner kroner.
Indenrigs- og Socialministeriet har netop givet otte kommuner på Fyn tilsagn om mulighed for at optage lån.
På Langeland kan kommunen nu bygge en svømmehal i tilknytning til Ørstedskolen, og på Ærø kan der etableres et centralkøkken i Marstal Ældrecenter.
I Middelfart kan kommunen opføre en ny brandstation.
Kommunerne har kunnet søge to forskellige lånepuljer: Den ene pulje er målrettet daginstitutioner, folkeskoler, visse idrætsfaciliteter og ældreområdet.
Den anden pulje omfatter resten af det kommunale område - blandt andet investeringer i veje.
Lånepuljerne er en del af aftalen om finansloven for 2010. Oprindelig var der afsat 3 milliarder kroner i de to puljer, men beløbet er forhøjet til 4,3 milliarder kroner for at imødekomme alle ansøgninger.
I alt 160 millioner kroner fra lånepuljen går til kommuner på Fyn.