Værst for pendlere
Ifølge FDM vil man faktisk spare lidt penge i det samlede regnskab som dieselbilist, hvis man kun kører 10.000 kilometer om året.
Men kører man mindst 15.000 kilometer om året, hvilket de fleste dieselbilister gør, så bliver det dyrere.
Og kører man 20.000 kilometer om året i en dieselbil, vil det betyde en stigning i udgifter på 975 kroner.
Når man op på 30.000 kilometer, så fordobles beløbet til en ekstra udgift på næsten 2.000 kroner.
For benzinbiler ser regnestykket lidt anderledes ud. Der er ikke modregning i en fast afgift, så der rammer stigningen rent med 23 øre ekstra per liter.
Det vil sige, at hvis du kører 20.000 kilometer i en benzinbil, giver det en ekstraregning på 293 kroner.
Det frustrerer Kennet Herskind, der kører i en benzinbil.
- Det er vanvittigt, som benzinpriserne allerede er steget, fortæller han frustreret til TV 2 Fyn.
Mulig marginal gevinst til elbilister
Kører du i elbil, skal du ikke frygte stigende afgifter. Tværtimod.
I Danmark vil man nemlig opleve et marginalt fald i afgiften på elektricitet.
Dog er det kun elbilister, der lader op uden abonnement, som kan se frem til en besparelse.
Men selv for disse elbilister er besparelsen minimal.
For kører man 10.000 kilometer, lyder besparelsen på 79 kroner. Det skriver FDM.