Fyret Ewii-direktør: Sponsoraftale gav flerfold igen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
De omdiskuterede sponsoraftaler med blandt andet OB har ifølge Knud Steen Larsen betydet en massiv stigning i ordremassen
Til næste år skifter Ewii Park navn. Hvad parken skal hedde er endnu uvist.
For ved det dramatiske repræsentantskabsmøde i energikoncernen Ewii tirsdag, besluttede bestyrelsen at lægge en helt ny strategi for sponsorbudgettet.
Det skal halveres, og Trekantområdet skal prioriteres op. Det betyder at sponsoraftalerne med både OB og Royal Arena i København opsiges.
Den beslutning har den fyrede direktør Knud Steen Larsen ingen kommentarer til. Men han understreger, at bestyrelsen i sin tid var med til at træffe beslutningen om et sponsorat med OB.
- Det har været en god beslutning, for vi har fået pengene flerfold igen. Den omsætning, der ligger udenfor trekantområdet er steget med 75 procent, siden vi indgik aftalen. Det skyldes selvfølgelig ikke kun den, men har i høj grad været medvirkende til den stigning i ordremassen, vi har haft over hele landet, siger han til TV 2/Fyn.
Det er første gang han udtaler efter den massive kritik og balladen i Ewii begyndte.
Torn i øjet
De milliondyre sponsoraftaler udenfor Trekantsområdet har været en torn i øjet på mange repæsentantskabsmedlemmer og almindelige elforbrugere.
Ifølge tidligere næstformand i bestyrelsen, Carl Chr. Poulsen, har der været en begrundelse for at have et sponsorat hos OB, nemlig at Ewii havde tre selskaber og en teknikafdeling i Odense, da sponsoratet blev indgået.
Knud Steen Larsen er blevet kritiseret for at pleje sit personlige netværk og nyde luksusrejser med sin familie i kraft af netværket omkring OB.
Men han mener ikke, der har været tale om en fejlslagen sponsorkurs.
- Det har været en win-win-situation for begge parter, og de har jo også købt strøm af os, siger han.
Tidligere Elsam-direktør, Jørn Limann, blev tirsdag valgt som ny bestyrelsesformand efter Steen Dahlstrøm, der selv valgte at trække sig i kølvandet på kritikken af energikoncernen.
Ny sponsorkurs
Med Limann i spidsen vil Ewii fremover tilgodese mindre foreninger i deres sponsorater. Større sponsoraftaler bliver besluttet af bestyrelsen, og der kan afsættes større beløb til større enkeltstående begivenheder. Man vil forsøge at lægge flere indkøb i Trekantområdet, hedder det i den nye strategi.
Hos Odense Sport & Event udløber kontrakten med Ewii i sommeren 2018. Det betyder, at der skal findes en ny hovedsponsor til næste år.
Om det bliver en nem opgave, er indtil videre et ubesvaret spørgsmål.
- Det har jeg ingen kommentarer til, siger administrerende direktør Ole Bang Nielsen.
Kraftige spark til fyret direktør fra ny Ewii-formand
Han troede det var ham, der havde ansat bestyrelsen, sagde Jørn Limann efter repræsentantskabsmøde tirsdag aften.
Den fyrede Ewii-direktør Knud Steen Larsen er ikke glemt hos hans tidligere arbejdsgiver.
Og det er ikke noget fremragende eftermæle, han efterlader sig.
Ewiis nye formand, Jørn Limann, der har oplevet Knud Steen Larsen, kaldte hans ledelsesstil gammeldags - oppefra og ned.
Man søger nu en ny direktør med en moderne ledelsesstil, der går ind for en flad struktur.
- Bestyrelsen lægger vægt på, at direktøren accepterer, at det er bestyrelsen, der ansætter og fyrer ham. Det var som om, det løbende ændrede sig, så Knud Steen Larsen mente, at han havde ansat bestyrelsen, sagde Ewiis nye formand på det efterfølgende pressemøde.
- Situationen akkumulerede sig i løbet af sidste år, hvor Knud Steen Larsen i stigende grad kørte sig eget løb og ikke tog hensyn til bestyrelsen, sagde Limann.
Under repræsentantskabsmødet blev det oplyst, at bestyrelsen i indeværende år har afsat 10 millioner kroner til hans fratrædelse.
- Han får det, der står i hans aftale. Nærmere kan jeg ikke komme det, sagde Jørn Limann.
Det blev samtidig slået fast, at fungerende direktør Jens Chr. Sørensen ikke er kandidat til stillingen som administrerende direktør.
Ifølge Jørn Limann bestod uenigheden med Knud Steen Larsen også i kraftige budgetoverskridelser i foråret.
- Det kan jeg på ingen måde acceptere, sagde Jørn Limann.
Han erkendte, at den fyrede direktør har haft et kraftigt lønniveau, men at det ikke har været muligt at ændre hans kontrakt, der er fra 2005.
Han tilbageviser dog, at hans løstigning har været på mere end 3-4 procent om året. Den ekstraordinære forhøjelse for direktionen sidste år skyldes en ekstraordinær situation, hvor Knud Steen Larsen fik bonus for en ekstraordinær god salgspris af det kommercielle selskab Dominus.
På repræsentantskabet slog selskabets næstformand Carl Poulsen fast, at Knud Steen Larsen ikke har haft ekstraordinært store repræsentationsudgifter.
- Men han har udvist dårlig dømmekraft, da han tog til Kina på en OB-sponsorrejse med sin hustru og lod sig opgradere til 1. klasse på flyrejsen i stedet for at tage til Dansk Energis årsmøde. Tilsvarende har han haft sine sønner med på sponsorrejser uden, at det dog har kostet Ewii penge, fortalte Carl Poulsen.
Det fremgik af Knud Steen Larsens kontrakt, at han måtte have sin hustru med på sponsorrejser.
På repræsentantskabsmødet kom det frem, at bestyrelsen vil droppe sponsorkontraktrerne med OB om Ewii Park og Royal Arena i København.
Det er kontrakter, der er indgået af Knud Steen Larsen.
I stedet vil man tilgodese foreninger og klubber i nærområdet samt donere beløb til større events i de tre ejerkommuner i Trekantområdet.