Gammel Lillebæltsbro lukkes i 20 uger

Den gamle Lillebæltsbro skal igen renoveres og lukkes for trafik i år og næste år. Sidst skabte det mange problemer for landmændenes transport over broen, men det vil Vejdirektoratet komme i forkøbet med et møde.

Tiden nærmer sig, hvor den 82 år gamle Lillebæltsbro skal renoveres endnu en gang. 

Det kommer til at betyde, at broen skal være totalspærret for trafik i en sammenhængende periode på 20 uger i både 2018 og 2019. 

Al trafik, der normalt går over den gamle Lillebæltsbro, skal i stedet ledes over den nye Lillebæltsbro. 

Men det er ikke alle køretøjer, der må køre over den nye bro. Nogle køretøjer kører simpelthen ikke hurtigt nok, og det vil derfor skabe trafikale problemer, hvis de kommer på den nye Lillebæltsbro.  

Og netop dét blev et problem, da broen sidst blev renoveret i 2016. Der skabte det problemer for de fynske landmænd, maskinstationer og entreprenører, der normalt krydser Lillebælt i forbindelse med deres arbejde. Men fordi deres køretøjer ikke kan køre hurtigt nok, er den nye Lillebæltsbro ikke en mulighed for dem. 

Vejdirektoratet ønsker at stille en løsning til rådighed, så de samme problemer ikke opstår under renoveringen af broen i år og næste.

Det skal ske ved et møde mellem det pårørte erhvervsliv med langsomkørende køretøjer og Vejdirektoratet i slutningen af januar. 

- Vi ved, hvor vigtigt det er for denne type erhverv at kunne transportere deres langsomkørende køretøjer over Lillebælt. Nu da de ikke kan benytte Gl. Lillebæltsbroen i to lange perioder de næste to år, vil vi tilbyde det bedst mulige alternativ til transport over Lillebæltsbroen, siger projektleder Shahriar Honar. 

Sidst blev det dyrt for landmændene

En af dem, der blev ramt i 2016 var Lars Christiansen fra Roerslevgaard Entreprenør Aps.

- Det er deprimerende, at det skal være så bøvlet at komme ud og tjene nogle penge, sagde han til TV2/ Fyn.

Også landmændene Per og Michael Hansen, der i 30 år havde haft kvæg på græs i Jylland, havde problemer med renoveringen. De var blevet nødt til at hente dem hjem til Fyn i stedet. 

I 2016 fortalte Lars Christiansen, at en mulig udvej kunne være at hyre en blokvogn, der kunne fragte køretøjerne over broen. Men det ville gå hen og blive en meget dyr løsning på problemet, som hverken han eller hans kunder kunne eller skulle betale. 

Landmand Per Hansen foreslog i stedet, at der blev stillet følgebiler til rådighed nogle gange i døgnet, så specialkøretøjer kunne blive ekskorteret over bæltet om aftenen, hvor der ikke er så meget trafik på den nye Lillebæltsbro. Men den løsning var ikke på tale hos Vejdirektoratet i 2016.

Løsning på problemet 

Dialogmødet, der bliver afholdt den 25. januar i Vejdirektoratets kantine i Middelfart, skal åbne op for en løsning på de problemer, der igen kunne dukke op under renoveringen af broen. Under mødet vil deltagerne få udleveret et spørgeskema, som skal udfyldes og afleveres efter mødet.

Svarene på spørgeskemaet vil indgå i en analyse, som skal danne grundlag for de bedst mulige transportmuligheder.

- Derfor håber vi at se repræsentanter for branchen på vores informationsmøde, så vi kan indsamle input. Det er vigtigt for os i Vejdirektoratet at lytte til vores interessenter, siger projektleder Shahriar Honar.

Det er endnu uvidst præcist hvornår den gamle Lillebæltsbro lukker. 

Oversigt

    Oversigt