Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er én blandt flere, der i løbet af dagen har ringet direkte til Ulf Bech Christensen. Det fortæller hovedpersonen selv til TV 2/Fyn.
- Jeg er blevet ringet op af Magnus Heunicke, og så har jeg fået e-mails fra Søren Brostrøm (som er direktør for Sundhedsstyrelsen, red.) og Thomas Senderovitz (som er direktør for Lægemiddelstyrelsen, red.), siger Ulf Bech Christensen til TV 2/Fyn.
Det sker, efter den fynske erhvervsmand blandt andet her på TV 2/Fyn har gjort opmærksom på, at hans virksomhed PentaBase vil kunne hjælpe myndighederne med at teste flere for Covid-19.
Klar til at hjælpe med tests
Lørdag meddelte to regioner, heriblandt Region Syddanmark, at mangel på reagenser, der bruges til at teste for Corona-virus, har fået dem til at stoppe alle tests for virussen blandt sundhedspersonalet og i stedet kun teste på borgere.
Ifølge regionen er problemet, at leverancen fra den schweiziske producent Roche Diagnostics, der blandt andet har et dansk datterselskab i Hvidovre, ikke kommer.
Men PentaBase, der holder til på havnen i Odense, leverer i øjeblikket mellem 100.000 og 200.000 reagenser til en række lande, hvor de bruges til at teste for Corona-virus. Om ugen.
Derudover ejer virksomheden 14 såkaldte Real-Time PCR-maskiner, der af WHO anbefales til at teste for coronavirus.
Håbet er tændt
PentaBase håber, med lov fra danske myndigheder, at få fat i rigtige patientprøver for at udvikle en test, som så kan bruges til tusindvis af prøver.
Og opringningen fra sundhedsministeren og myndighederne har tændt et håb hos Ulf Bech Christensen.
- Nu håber jeg, at jeg kan få nogle prøver, så vi kan få afprøvet vores testform og finde ud af, om det virker. Det er dejligt at få chancen for at hjælpe, siger han.
De danske sundhedsmyndigheder har indtil nu kun testet alvorligt syge, og det officielle tal for antallet af smittede danskere har derfor ikke udviklet sig så hastigt, som det gjorde i starten.
Men her til eftermiddag har Sundhedsministeriet ifølge en pressemeddelse oplyst, at man skifter strategi og nu fremover vil teste langt flere for corona-virus. Det sker ifølge ministeriet på anbefalinger fra WHO.