En delfin blev fredag spottet fra en båd i Lillebælt.
Selvom man kan tro, at det er delfinen Delle, som tidligere har holdt til ved Sydfyn, tyder det i stedet på, at det er Delles bror, Skywalker, som ofte har været at finde ved Vejle.
De har sammen med deres mor, Chewbacca, holdt til ved Thyborøn.
Selvom delfinerne kan se både søde og fredelige ud har havbiolog Jakob Kristensen en klar opfordring:
- Man skal være klar over, at sådan en delfin i den størrelse, det er 200 kilo muskler, og snuden er som et baseballbat, siger han og fortsætter:
- Det er meget, meget sjældent, at man ser delfiner være aggressive over for mennesker, men man skal bare tænke sig om, fordi når man først er i vandet, så er det delfinen, der bestemmer fuldstændigt.
- Jeg vil anbefale, at man bliver oppe på dækket og nyder det derfra.