Havarikommissionen kritiserer DB Cargo og Trafikstyrelsen efter en hændelse på Storebæltsbroen sidste år, hvor en trailer var tæt på at falde af et godstog.
Det sker i en undersøgelse, som torsdag er offentliggjort.
Kommissionen har torsdag formiddag afleveret sin endelige rapport om hændelsen. Konklusionen er, at den type låse, som togvognen kørte med, var lavet på en måde, så den reelt ikke holdt traileren fast ved et lodret træk.
Det vidste DB Cargo, men fortsatte alligevel med at bruge vogne med den pågældende lås indtil hændelsen for et år siden.
- Sikkerhed skal være absolut første prioritet, når man kører gods på jernbanen. Derfor er det helt uacceptabelt, at DB Cargo ikke stoppede al kørsel med de låse, som de vidste ikke holdt traileren fast.
- Den meget grundige rapport fra Havarikommissionen viser, at det kunne være gået rigtig galt. Derfor er jeg også optaget af, at der bliver holdt fast i de ekstra sikkerhedsforanstaltninger, der er indført, og som fortsat gælder, for der er brug for, at vi går med livrem og seler. Passagererne skal kunne være helt trygge, når de kører over Storebælt, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse fra Transportministeriet.
DB Cargo indberettede problemet til Trafikstyrelsen, som oprettede en tilsynssag. Men selv om styrelsen spurgte ind til sagen, endte styrelsen med at acceptere forklaringen fra DB Cargo om, at låsen var godkendt.
Derfor kritiserer Havarikommissionen også Trafikstyrelsen.
Opdaget af bilist
Det var en bilist, som var på vej over Storebælt, der konstaterede, at at en af vognene på et godstog på Lavbroen vippede. Han kontaktede derfor politiet, og toget blev efterfølgende standset i Nyborg.
Hverken mennesker eller materiel kom noget til, men det kunne have gået galt, har Bo Haaning, der er ansvarlig for Havarikommissionens undersøgelse, tidligere fortalt til TV 2 Fyn.
- Det, jeg tænkte, da jeg så den, var, at det her måske under andre omstændigheder faktisk kunne have ført til en alvorlig ulykke, sagde Bo Haaning, der er souschef i Havarikommissionen og leder af jernbaneenheden.
Vognen, der vippede, var en såkaldt lommevogn, hvorpå der var læsset en lastbiltrailer fra Carlsberg. Da godsvognen blev undersøgt i Nyborg, kunne man konstatere, at traileren ikke var låst fast på den måde, som den burde.
Når en lastbilstrailer bliver læsset på en lommevogn, skal den låses fast med en såkaldt hovedtap, som sættes i det, der hedder låseskamlen, som sidder på selve vognen.
Anbefalinger fra Havarikommissionen
Hændelsen skete den 13. januar 2021, og trafikstyrelsen udstedte allerede den 14. januar 2021 et straksforbud mod kørsel med sættevognstrailere på lommevogne over Storebælt. Otte dage senere, den 22. januar, udstedte Trafikstyrelsen, på baggrund at Havarikommissionens test, et landsdækkende forbud mod al kørsel med sættevognstrailere.
Det landsdækkende forbud blev senere erstattet af påbud om supplerende sikkerhedsforanstaltninger for kørsel med sættevognstrailere på lommevogne. Det gældende påbud i sin helhed kan findes via linket nedenfor.
Tiltagene gælder fortsat sammen med de tidligere indførte skærpede vilkår til godstogenes hastighed i forhold til vindforholdene på Storebælt.