Kommuner slår alarm: Akut mangel på tandlæger går ud over behandlingen

Der er akut mangel på tandlæger på Fyn. Det kan give store sundhedsmæssige konsekvenser for behandlingen af børns tænder, mener overtandlæge og rådmand.

De fynske kommuner oplever alle akut mangel på tandlæger. Det skriver børn- og ungerådmand i Odense Kommune Susanne Crawley (RV) på vegne af alle kommunerne til regeringen og flere ministerier.

quote Vi kan se ind i fremtiden, at der går mange erfarne tandlæger på pension, og der bliver ikke uddannet tilsvarende tandlæger

Susanne Crawey, børn- og ungerådmand, Odense, Radikale Venstre

Af brevet fra rådmanden fremgår det, at antallet af erhvervsaktive tandlæger er faldende, og at der simpelthen bare ikke er en kvalificeret, faglig arbejdskraft at hente.

- Vi oplever, at manglen på tandlæger i den kommunale tandpleje er alarmerende stor, og det er ikke kun i Odense Kommune, det er på hele Fyn. Vi er nødt til at gøre noget ved det, siger Susanne Crawley.

Irene Lund, der er overtandlæge i Center for Tandpleje i Odense Kommune bekræfter, at der er stor mangel på tandlæger, og at det er et stort, landsdækkende problem.

- På grund af ubesatte stillinger er vi nødt til at sætte børn på ventelister, og det vil i sidste ende betyde, at plejen af de børns tænder kræver meget større behandlinger end ellers. Det har altså konsekvenser for børns tandsundhed, siger Irene Lund til TV 2/Fyn.

Bekymrende konsekvenser

Optaget af studerende på tandlægeuddannelsen er ellers øget en smule, men det ændrer ikke på, at udbuddet af tandlæger i det store hele er faldende, skriver Susanne Crawley blandt andet i brevet. Og det bekymrer rådmanden.

- Vi kan se ind i fremtiden, at der går mange erfarne tandlæger på pension, og der bliver ikke uddannet tilsvarende tandlæger. Jeg mener, at optaget på tandlægeuddannelsen bør være større, og det gælder også uddannelsen til specialtandlæge, siger Susanne Crawley.

Konsekvenserne af manglen på tandlæger ses allerede nu, da der i flere tilfælde ikke har været en ledig tandlæge til flere forskellige behandlinger inden for det sidste år.

- Vi kigger på alle vores muligheder, men det er uhyre vanskeligt. Der er bare ikke nok tandlæger, siger Irene Lund.

Psykisk belastning for de erfarne

De erfarne tandlæger bliver desuden mere pressede, fordi de skal have flere nyuddannede under deres vinger ad gangen.

quote Jeg synes allerede, at vi har gjort meget for at komme problemet til livs. Vi betaler endda private tandlæger i dyre domme for at udføre behandlinger, som kommunerne ikke selv har midler til

Susanne Crawley, børn- og ungerådmand, Odense, Radikale Venstre

Manglen på erfaren arbejdskraf betyder også, at flere nicheopgaver i stedet må løses privat.

- Konsekvensen er, at vi har svært ved at levere den tandpleje, som vi gerne vil. Børn, der skal have bøjler, kommer meget sent i gang, og derfor tager behandlingerne længere tid og bliver mere omfattende, end hvad der er nødvendigt, siger hun.

Derfor mener Irene Lund ligesom Susanne Crawley, at det er af højeste priorietet at få uddanet fere tandlæger.

- På den lange bane er det helt grundlæggende, at der bliver uddannet flere tandlæger. Men på den korte bane er vi nødt til at undersøge alle de praktiske løsninger, vi kan komme på, så arbejdet bliver optimeret bedst muligt, siger Irene Lund.

Råb om hjælp

Det er dog ikke første gang, de fynske kommuner henvender sig omkring det alarmerende lave antal tandlæger.

I september 2018 fortalte kommunerne om problemerne til Sundhedsstyrelsen, og nu skriver kommunerne igen med et råb om hjælp. Denne gang går beskeden til både Sundheds- og Ældreministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet samt ordførerne på sundheds- og uddannelsesområde. 

- Jeg synes allerede, at vi har gjort meget for at komme problemet til livs. Vi betaler endda private tandlæger i dyre domme for at udføre behandlinger, som kommunerne ikke selv har midler til, siger Susanne Crawley.

Oversigt

    Oversigt