Møbelfabrik fordobler i Aarup

Møbelproducenten Carl Hansen & Søn køber ny erhvervsgrund og fordobler sin produktionskapacitet i Aarup. Udsigt til mange arbejdspladser.

Carl Hansen & Søn har fredag aftalt med Assens Kommune at købe en grund i erhvervsområdet Taarupparken i Aarup.

I 2014 tages der fat på at bygge en fabrikshal på 6000 kvadratmeter og dermed fordoble firmaets eksisterende produktionsareal.

Carl Hansen & Søn har i dag 80 ansatte i produktionen. Det tal kommer til at vokse markant de kommende år, bebuder virksomheden.

Årsagen til udvidelsen er, at Carl Hansen & Søn kører på fuld kraft med sin nuværende kapacitet og at efterspørgslen stadig vokser.

Hertil kommer et ønske om at bevare produktionen i Danmark.

- Vores produkter bygger på den danske designarv, og derfor ligger det i vores DNA at bevare produktion af danske designklassikere i Danmark, som vi har gjort i 100 år, siger direktør for Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen.

Carl Hansen & Søn med ialt 170 ansatte er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner.

Virksomheden producerer desuden møbler af Mogens Koch, Kaare Klint og Ole Wanscher.

Møblerne sælges over hele verden.

Oversigt

    Oversigt