Odense får testcenter for droner

Et stort flertal i Folketinget står bag et forsvarsforlig, der blandt andet betyder, at Odense Lufthavn sandsynligvis bliver testcenter for ubemandede fly - også kaldet droner.

Trine Bramsen, Socialdemokraterne, der er medlem af Folketingets forsvarsudvalg, bekræfter overfor TV 2/FYN, at der er afsat penge til testcentret og at det med stor sandsynlighed bliver placeret i Odense Lufthavn.

Odense Lufthavn er den eneste danske lufthavn, der har gennemført tests med ubemandede fly.

Det skete, fordi lufthavnen er meget velegnet til formålet med sin beliggenhed tæt på Odense og SDU, den lave flyfrekvens og de igangværende aktiviteter på området.

Forventningen er, at testcentret kan tiltrække en klynge af virksomheder, som fremstiller komponenter og dele til ubemandede fly, hvilket vil betyde arbejdspladser og vækst.

Direktør for Odense Lufthavn Peter Høgsberg siger, at der er stor interesse for projektet i Odense og at han er i dialog med en række danske og udenlandske virksomheder.

Stort potentiale

Det forventes at udviklingen af teknologi til ubemandede fly vil vokse kraftigt fra 40 milliarder kroner i dag til 540 milliarder hen mod 2023.

Flere andre lande har oprettet testcentre for ubemandede fly, og hvis Danmark skal have fat i en del af de mange penge, er det tiden at komme igang nu.

Fakta om ubemandede fly

Den officielle betegnelse for ubemandede fly er UAS - Unmanned Aircraft System.

Det dækker også over dele som for eksempel sensorer, kameraer, kommunikationsudstyr og andet.

UAS bruges allerede til at løse militære opgaver, men også opgaver for erhvervsliv og offentlige myndigheder.

For eksempel har Tyskland meddelt, at vil bruge UAS til brand- og kriminalitetsbekæmpelse og trafikovervågning.

Odense Lufthavns ambition

Odense Lufthavn har ambitioner om, at blive det førende testcenter for UAS i Europa.

Det skal ske ved at skabe en klynge af virksomheder omkring lufthavnen, hvor virksomheder, offentlige myndigheder, forskere og andre samarbejdspartnere kan drive udviklingen.

De kan blive et innovativt og attraktivt miljø for alle med interesse i at udvikle UAS.

Oversigt

    Oversigt