Odense Kommune har nedlagt forbud mod, at OB's superligaspillere genoptager træningen på kommunens baner.
OB-truppen var ellers klar til at gå på græs, efter at Divisionsforeningen udsendte nye anbefalinger for, hvordan klubberne skal forholde sig under coronakrisen.
I de nye anbefalinger åbner man for, at spillerne kan træne sammen i mindre grupper på maksimalt otte personer ad gangen, hvilket inkluderer både spillere og trænere.
Men da Odense Kommune blev bekendt med OB's planer, indskærpede man over for klubben, at alle kommunens idræts- og fritidsfaciliteter er lukket frem til 13. april.
- Det skal understreges, at der ikke må foregå fodboldtræning på boldbanerne, det gælder alle klubber, og det er OB's superliga også informeret om. De har taget dette til efterretning og stoppet træningen igen, lyder det ifølge SportFyn i en kommunal e-mail.
OB ejer ikke selv sine træningsbaner og er derfor afhængig af grønt lys fra kommunen for at betræde græsset i den fynske hovedstad.
På sin hjemmeside bekræfter OB, at det lige nu ikke er muligt at træne på kommunens baner.
- Vi accepterer kommunens påbud, som bringer klubben og vores spillere i en ny situation, som vi nu tager til efterretning.