Over to meter højere vandstande: Her bliver det vilde vejr værst på Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det sydfynske rammes især hårdest af højere vandstande på grund af det kraftige stormvejr.
Kraftig blæst fra øst med vindstød op til orkanstyrke vil give oversvømmelser flere steder på Fyn.
Ifølge DMI's prognoser vil vi på Fyn natten til lørdag opleve vandstigninger på over to meter. DMI har i løbet af torsdag formiddag opgraderet deres varsel for vandstanden, og i Lillebælt forventes vandstanden at stige med op til 2,4 meter visse steder.
Det er 30 centimeter mere end det seneste varsel.
"Vi forventer, at vandstanden i den sydlige del af Lillebælt kulminerer natten til lørdag og kommer op mellem 190 og 240 cm over normal vandstand," skriver DMI i deres varsel.
"Vandstigningerne skyldes en kraftig vind fra øst, som presser vandet helt fra Den Botniske Bugt ved det nordlige Finland via Østersøen og mod Danmark. Når vandet rammer Lillebælt, bliver det fanget, da bæltet er for smalt til, at vandet kan slippe ud", oplyser DMI.
Og vagtchef hos DMI, Henning Gisselø, uddyber til TV 2 Fyn, hvorfor det rammer netop Assens og Faaborg så hårdt:
- Lillebælt snævrer sig ind oppe ved Fredericia, og det er, derfor Assens og Faaborg rammes, når vinden fra øst presser vandet ind gennem det snævre Bælt.
DMI varsel om forhøjet vandstand: https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/DkYFUDFjvg
— DMI (@dmidk) October 18, 2023
Konsekvenser for de fynske havne
DMI's prognoser for vandstanden i de fynske havne i det sydvestlige og sydlige Fyn er dyster læsning.
I Assens Havn varsles der om en vandstigning på 201 centimeter og i Faaborg en stigning på 195 centimeter.
I Fynshav forventes en stigning på 194 centimeter, og i Bagenkop på Langeland en stigning på 181 centimeter. I Svendborg er den forventede stigning lidt lavere, men dog stadig på 126 centimeter.
"Udover blæsten kommer der også regn i perioder i den kommende weekend. Dette giver risiko for koblede hændelser, hvor det vand der kommer i vandløbene ikke kan få lov til at løbe ud i havet, grundet den forhøjede vandstand. Dette vil blive beskrevet nærmere, når vi kommer tættere på hændelsen", oplyser DMI.
Man kan tjekke de forventede vandstigninger på DMI's hjemmeside.
- Det bliver meget slemt og er meget usædvanligt og ikke noget mange har forberedt sig på, derfor skal man, hvis man bor tæt ved kysten, forsøge at beskytte sig bedst muligt, siger vagtchef hos DMI Henning Gisselø.
Har du billeder eller videoer af det voldsomme vejr? Så kan du læse her, hvordan du sender dem til os.
Her kan oversvømmelse ramme din by
Ifølge prognoserne er det især kystnære områder ved Assens, Faaborg og Bagenkop der er udsatte. Ifølge KAMP-kortet fra Miljøstyrelsen, kommer oversvømmelsen ifølge prognoser til at se sådan ud i Assens:
I Faaborg kan store dele af havneområdet ligeledes blive oversvømmet, viser prognosen.
I Bagenkop står store dele af byen også til at komme under vand. Her vil det nok også være en god idé at finde sandsække frem.