Fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti.
Det fynskvalgte folketingsmedlem Mikkel Bjørn skifter parti. Han har meldt sig ud af Nye Borgerlige og har i stedet meldt sig ind i Dansk Folkeparti.
Mikkel Bjørn, der ved folketingsvalget i november var fynsk spidskandidat for Nye Borgerlige, bekræfter på sin facebookside, at han tirsdag har meldt sig ud af Nye Borgerlige og ind i Dansk Folkeparti.
- Jeg har i dag meddelt Nye Borgerliges sekretariat, at jeg pr. dags dato melder mig ud af partiet. Det er ikke en beslutning, der har været længe undervejs. Tværtimod.
- Jeg har gennem de sidste par år været vidne til et Dansk Folkeparti, der har rejst sig fra asken – og som har fået redefineret sig med et nyt formandskab og en sammentømret folketingsgruppe.
- Et parti, der gerne bekender sig til de nationalkonservative værdier, som jeg selv repræsenterer – og som konstruktivt arbejder for parlamentarisk indflydelse med henblik på at rykke Danmark i den rigtige retning.
- Så derfor har jeg meldt mig ind i Dansk Folkeparti, hvor jeg ser frem til at kæmpe videre for de værdier, som jeg altid har kæmpet for, skriver Mikkel Bjørn Sørensen.
Kan ikke se sig selv i NB under Lars Boje
Mikkel Bjørn skriver i det lange facebookopslag, at årsagen til, at han nu skifter parti, er den med al sandsynlighed kommende formand i partiet; Lars Boje.
- Der efterlades ikke meget plads til samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag. Personen Lars ender indimellem med at fylde så meget, at partiets interesser og andre personer må vige.
- Min grundlæggende konklusion er, at jeg ganske enkelt ikke kan se mig selv i partiet under Lars Bojes ledelse – hans øvrige evner og kompetencer til trods.
- Jeg er ikke overbevist om, at han kan skabe korpsånd og udstikke en fælles retning for partiet. Vel at mærke med plads til andre positioner end hans egen.
Mikkel Bjørn uddyber en episode til et møde i sidste uge, hvor han - ifølge Mikkel Bjørnes egen udlægning - fik at vide, at han risikerede at blive ekskluderet fra partiet, hvis han ikke udtrykte utvetydig opbakning til Lars Boje Mathiesen som ny formand.
- Jeg var naturligvis i chok. Partiet skal have et demokratisk valg om ny formand – og her fik jeg påbud om opbakning til en kandidat, der endnu ikke havde meldt sig. Endvidere med trussel om, at hvis jeg skulle få den idé selv at stille op, ville det være udtryk for illoyalitet og ligeledes medføre eksklusion, skriver Mikkel Bjørn.
Messerschmidt byder velkommen i DF
Efter Pernille Vermund for nylig offentliggjorde, at hun ville stoppe som formand for Nye Borgerlige, pegede flere eksperter og politiske analytikere ellers på den 27-årige politiker som potentiel kandidat til formandsposten.
I stedet har Mikkel Bjørn Sørensen nu altså valgt en helt anden fremtid.
DF-formand Morten Messerschmidt bekræfter på Twitter, at folketingsgruppen tirsdag er blevet et medlem rigere.
Til Ritzau siger Morten Messerschmidt, at han er "rigtig glad" for Mikkel Bjørns beslutning.
- Jeg har fulgt Mikkel Bjørn i en rum tid. Jeg har bemærket ham som en meget god og dygtig debattør. Han er tydelig forankret i den nationale sag.
- Politisk har Mikkel Bjørn gud, konge og fædreland tatoveret i hjertet. Det er Dansk Folkepartis dna, så derfor vil han føle sig rigtig godt tilpas hos os, siger Morten Messerschmidt.
Til TV 2 News siger DF-formanden, at han sætter pris på den politiske uenighed, som han potentielt kan opleve med en "begavet ung mand" som Mikkel Bjørn.
- Han bliver et stort aktiv for ikke bare Dansk Folkeparti, men for Danmark som parlamentariker, siger Messerschmidt.
TV 2 Fyn forsøger at få en kommentar fra Mikkel Bjørn Sørensen.