Regionsrådsformand om mangelfulde kræfttjek:
- Det er selvfølgelig ikke godt nok
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
299 kvinder på OUH har ikke fået den undersøgelse for brystkræft, de har krav på. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener ikke, det er godt nok. Lægelig direktør undskylder.
Onsdag aften skriver Jyllands-Posten, at op mod 2.000 kvinder i Region Syddanmark og Region Midtjylland ikke har fået den undersøgelse for brystkræft, de har krav på.
Regionsrådsformand for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), mener ikke, det er godt nok.
- Der har på OUH ikke været tolket korrekt på en faglig retningslinje for en mindre gruppe af de patienter, der er blevet henvist til undersøgelse. Derfor har man ikke udført den korrekte undersøgelse af dem. Det er selvfølgelig ikke godt nok, siger Stephanie Lose til TV 2/Fyn.
299 kvinder berørt på OUH
På OUH er der tale om 299 kvinder, der ikke har fået den korrekte undersøgelse. Det er kvinder under 50 år, som er arveligt disponeret for brystkræft, der i over fire år er blevet undersøgt alene med røntgen.
Ifølge retningslinjerne skal man undersøges både med røntgen og ultralyd samt tilses af en læge.
- Der skal være styr på de faglige retningslinjer. Derfor retter man ind på OUH og vil selvfølgelig også undskylde mange gange over for de kvinder, hvor det her kan give utryghed om, hvorvidt de har fået den rigtige behandling.
Medie: Kvinder på Fyn fik mangelfulde kræfttjek
Både i Region Midtjylland og Region Syddanmark har man undersøgt kvinder i strid med retningslinjer.
Op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark har i årevis ikke fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på, skriver Jyllands-Posten.
Dermed vokser sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser begrundet med ressourcemangel.
Tidligere har den været isoleret til Region Sjælland og Ringsted Sygehus.
Men heller ikke Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har fulgt retningslinjerne, skriver Jyllands-Posten.
På AUH er det gået ud over kræftopererede kvinder under 50 år og kvinder, som er arveligt disponeret for brystkræft.
Begge grupper skal ifølge de nationale retningslinjer jævnligt undersøges med både røntgen og ultralyd samt af en læge.
Men i 2016 og 2017 - og måske endda siden 2011 - er flere hundrede kvinder alene blevet tilbudt en røntgenundersøgelse.
På OUH er 299 kvinder under 50 år, som er arveligt disponeret for brystkræft, i over fire år undersøgt alene med røntgen, skriver Jyllands-Posten.
Det har man gjort "af ressourcemæssige årsager", fremgår det af et mødereferat fra Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik i april 2017, hvor personer fra Region Midtjylland og Region Syddanmark var til stede.
Også 1049 kvinder med smerter i brysterne er undersøgt i strid med retningslinjerne, fastslår Styrelsen for Patientsikkerhed.
OUH vil nu følge en henstilling fra styrelsen og genindkalde kvinder til nye og fuldstændige undersøgelser.
De 299, som er arveligt disponeret for brystkræft, vil blive tilbudt en fuld klinisk mammografi ved næste årlige undersøgelse, skriver OUH i en pressemeddelelse.
Og ud af i alt 911 mangelfuldt undersøgte kvinder med smerter i brystet vil en udvalgt gruppe blive indkaldt til mammografi.
I meddelelsen understreges det også, at patienter med decideret kræftmistanke har fået en "større undersøgelse" - en såkaldt klinisk mammografi.
Til Jyllands-Posten siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V):
- Det er et svigt og uacceptabelt, at regionerne ikke giver kvinder den behandling, de har krav på, siger hun til avisen.
Hos interesseorganisationen Kræftens Bekæmpelse mener man, at sagen er meget kritisabel.
- En statslig myndighed bør undersøge det her. Nu har vi en veldokumenteret situation i Ringsted og åbenbart også situationer i andre regioner med problemer, siger administrerende direktør Jesper Fisker til Ritzau.
- En myndighed må vurdere, om retningslinjerne bliver overholdt alle steder. Det her drejer sig om at få genoprettet tilliden til sundhedsvæsnet på det her område.
Antallet af brystkræftramte kvinder, som kan have fået en mangelfuld undersøgelse på Ringsted Sygehus, er foreløbig 304.
- Man retter ind, fordi man selv har undersøgt retningslinjerne og har spurgt, om man har levet op til dem og fået det svar, at det har man ikke. Det er faktisk sådan, at den korrekte undersøgelse er indført fra 1. januar i år.
Ifølge Jyllands-Posten er flere hundrede kvinder i 2016 og 2017 alene blevet tilbudt en røntgenundersøgelse »af ressourcemæssige årsager«.
Direktør undskylder
Onsdag aften skriver OUH i en pressemeddelelse, at man vil indkalde 299 kvinder til "fuld klinisk mammografi". I samme pressemeddelelse undskylder lægelig direktør på OUH, at kvinderne ikke har fået den korrekte undersøgelse.
- Jeg vil gerne undskylde overfor de patienter, der kan være blevet utrygge ved ikke at have fået en undersøgelse, der stemmer overens med de faglige retningslinjer. Vores specialister har vurderet, at en røntgenundersøgelse af brystet var tilstrækkeligt, men vi skal naturligvis følge retningslinjerne, og derfor har vi nu allerede rettet ind, siger han i pressemeddelelse.