Savner du biografen? Sådan vil de lokale, fynske biografer åbne

Selvom de små lokale biografer endnu ikke må fylde salene, ser flere fynske biografejere fortrøstningsfuldt frem til en genåbning af biograferne.

Nok er den lokale biograf i den lille vestfynske by Nørre Aaby en af Fyns mindste, men salen bag den engang så opsigtsvækkende lyserøde facade står lige nu usædvanligt tom.

quote Jeg ville ønske, at de fandt en vaccine i morgen, så alle turde komme og se film hos os, når samfundet igen kan åbne

Tine Veng Basse, formand i Nørre Aaby Bio

- Der sker intet lige nu, for der er lukket. Jo, vi er i gang med at male nogle kanter, og malingen lugter helt vildt, fortæller Tine Veng Basse grinende.

Hun er formand for Nørre Aaby Bio – én af Fyns mange lokale foreningsdrevne biografer.

Det er ikke, fordi coronapandemien giver hverken hende eller kollegaerne i Fyns øvrige små lokale biografer søvnløse nætter. Men hun har alligevel lidt ondt i maven, fortæller hun. 

- Jeg ville ønske, at de fandt en vaccine i morgen, så alle turde komme og se film hos os, når samfundet igen kan åbne. Men det er en svær situation for os og for vores gæster. 

TV 2/Fyn spørger: Hvad savner du mest? 

Da coronakrisen ramte, og store dele af det fynske kulturliv måtte udsætte og aflyse arrangementer, lukkede også de små lokale biografer rundt omkring på Fyn.  

Flere af dem kæmper nu med store indtægtstab i form af manglende billetsalg og fyldte slik- og popcornlagre, som ikke kan sælges.

Tine Veng Basse er dog fortrøstningsfuld for biografen i Nr. Aaby.

- Det er en presset branche, men fordi vi er en foreningsdreven biograf og ikke får noget tilskud, skal vi nok holde skindet på næsen. Vi drejer ikke nøglen om, siger hun.

Vi er fortrøstningsfulde, men…

Nogenlunde sådan lyder det også fra alle ni fynske biografer, som TV 2/Fyn har talt med.

Mange af de lokale er netop frivillige foreninger, og derfor kæmper de ikke med udgifter til lønnede medarbejdere. 

- Det betyder, at vi kan holde de faste udgifter nede. Og så har vi en opsparing, vi kan leve af nogle måneder, hvis vi ikke får lov at åbne endnu, siger Tine Veng Basse.

Det siger fynske biografer om coronanedlukningen 

Flere biografer har derudover ansøgt om kompensation for faste udgifter gennem regeringens hjælpepakker. Det gælder blandt andet Bio Langeland og Haarby Bio. 

Hos sidstnævnte er de derfor meget optimistiske for biografens fremtid.

- Får vi dækket vores faste omkostninger kan vi i princippet holde lukket flere år, siger Erik Roskjær, som er bestyrelsesformand for Haarby Bio Forening.

Genåbning eller ej? Sådan ser planerne ud  

Som situationen ser ud lige nu, ser de fynske biografer groft sagt hen mod to mulige scenarier efter fase to af statsminister Mette Frederiksens (S) genåbning på mandag.

Enten får biografejerne lov at åbne op for de filmelskende fynboer, eller også skal biografsalene forblive tomme lidt endnu. Men genåbningen kan blive kompliceret.

- Økonomisk kan vi sagtens klare det et stykke tid, så jeg er mere bekymret for, om folk har lyst til at gå i biografen i denne tid, hvis vi nu åbner på mandag, siger Tine Veng Basse.

Åbner hun biografen igen, betyder det flere udgifter til varelager og filmleje. For hende handler det derfor om, at fynboerne skal føle sig trygge i biograferne, før de åbner dørene igen.

- Det kan næsten være værre for os at få lov til at åbne, hvis gæsterne ikke er mentalt klar til at gå i biografen igen, siger hun.

quote Økonomisk kan vi jo sagtens klare det et stykke tid, så jeg er mere bekymret for, om folk har lyst til at gå i biografen i denne tid, hvis vi åbner på mandag

Tine Veng Basse, formand i Nørre Aaby Bio

Uanset hvornår biograferne igen kan slå dørene op, åbner de til en hverdag med nye krav og forholdsregler for at undgå smitte med covid-19.

Afstand, håndsprit, ekstra rengøring og færre gæster er nogle af de ting, som blandt andet Nørre Aaby Bio er klar med, hvis biograferne får lov at åbne.

- Sikkerheden er enormt vigtig for os. Det skal være trygt og sikkert for gæsterne at besøge os, og det skal det også være for de frivillige, der arbejder i biografen, siger hun.

Hvis biograferne er med i genåbningens anden fase, vurderer Tine Veng Basse, at Nørre Aaby Bio er klar til at byde de lokale fra byen velkommen inden for et par dage.

 

Oversigt

    Oversigt