Landmændene skal blive bedre til dyrevelfærd. Dyrene er ikke maskiner, der bare producerer mælk og kød. Sådan lyder opsangen fra den fynske EU-parlamentariker Dan Jørgensen og Dyrenes Beskyttelse.
- Der er rigtig mange områder, hvor man kan tage fat. Svineproduktionen er nok det største problem. Der dør 25.000 smågrise om dagen, siger EU-parlamentariker Dan Jørgensen, Soc.dem.
Glade grise med krølle på halen
Dyrenes Beskyttelse mener, at det danske landbrug skal vinke farvel til den gammeldags, konventionelle produktion og i stedet satse på en grøn, bæredygtig produktion, hvor dyrevelfærden er krumtappen.
- En høj dyrevelfærd skal være det, der får det danske landbrugserhverv til at bestå. Danske landmænd skal re-brande sig selv på verdensplan. Vi skal være kendt for en høj kvalitet, der både har en høj dyrevelfærd og er bæredygtig, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Dyrevelfærden er i orden
Men dyrevelfærden er allerede i orden, siger formanden for de fynske landmænd.
- Jeg kan ikke acceptere den præmis som Dan Jørgensen stiller op. Der er ikke en modsætning mellem traditionel konventionel svineproduktion og og dyrevelfærd. Dyrevelfærden er i orden, siger Niels Rasmussen, formand for Centrovice - De fynske landboforeninger.