Kaldt ind fra juleferie
Otte hunde, otte hundeførere og det daglige beredskab deltager i søndagens eftersøgning, der starter op igen klokken 11.
Politikommissæren oplyser, at de begynder ved Poul Frank Andersens adresse på Dømmestrupvej i Nørre Lyndelse på Midtfyn og bevæger sig udad i en radius fra bopælen.
- Han kan ligge bag den nærmeste busk eller i den fjerneste skov, så det er vigtigt, at vi får kigget alle steder, siger Jesper Schmidt-Nielsen, der tilføjer, at Poul Frank Andersen er “godt gående og vant til at bevæge sig meget”.
Hundeførere er blevet kaldt ind fra juleferie for at deltage i eftersøgningen, oplyser politikommissæren. Ud over hundene kommer Fyns Politi til at anvende droner med termiske kameraer.
- Skulle han være faldet i et vandhul, er han svær at finde, så der hjælper de termiske kameraer os, siger politikommissæren.
Aldrig oplevet så få henvendelser
Borgere som Patrick Ninn Baudeau og hans familie har deltaget i eftersøgningen. Politikommisæren beskriver, hvordan borgere i området meget gerne vil hjælpe, men ikke kan, da ingen har set Poul Frank Andersen.
- Det er første gang, vi har fået så få henvendelser, siger Jesper Schmidt-Nielsen, der opfordrer borgere i området i og omkring Nørre Lyndelse til at fortsat at tjekke udhuse, garager og ubeboede bygninger på deres private grunde.
- Vi har brug for alt den hjælp, vi kan få.
Han understreger vigtigheden i, at borgere i videst muligt omfang opholder sig på veje og stier, da hundene kan blive ledt på vildspor, hvis borgere bevæger sig ud i terrænet.
Det formodes ikke, at Poul Frank Andersen har været udsat for en forbrydelse.
Et vidne har over for politiet beskrevet at have set ham iført en sort eller grå kedeldragt. Han har desuden hvidt hår og gråt fuldskæg.
Har du informationer, der kan lede frem til Poul Frank Andersen, kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.