Jens Jørgen Madsen fra Allerup og Thomas Beck fra Aunslev ved Nyborg er kommet videre på hver deres måde.
Begge har været minkavlere, og Jens Jørgen Madsen har samtidig drevet Hedensted Gruppen - landets største leverandør af udstyr til minkbranchen herhjemme og i udlandet.
Thomas Beck havde 61.000 mink under tag, Jens Jørgen Madsen godt 40.000, da hele minkbranchen på Fyn måtte aflive 736.000 mink på grund af corona.
Jens Jørgen Madsen nåede at være i branchen i 40 år, mens Thomas Beck overtog farmen i 1998 efter sin far, der etablerede den i 1960.
Selv om branchen var kriseramt op til corona-nedlukningen har både Thomas Beck og Jens Jørgen Madsens familie tjent rigtig gode penge og også lagt dem til side.
Jens Jørgen Madsen har netop modtaget erstatning efter den såkaldte fast-track ordning, men er ikke særlig meddelsom om erstatningsbeløbet, Thomas Beck har ikke søgt endnu.
Hurtig behandling
Han vil søge efter den oprindelige ordning, da han mener, at hans mink er mere værd end den gennemsnitlige fasttrack-ordning.
- Med fasttrack-ordningen, der har været i kraft siden oktober 2023, er der en behandlingstid på 4 måneder, og så bliver man færdigerstattet og kan komme videre i sit liv, siger Jens Jørgen Madsen.
Den fynske minkavler har stor berøring med branchen på Fyn, selv om den er blevet mindre efter, at erhvervet i realiteten er lukket ned.
Mismod
Og han observerer, at mismodet har bredt sig.
- Vi havde biler, der kørte ind og ud hver dag, vi havde ansatte. Nu har vi en død bolig på landet. Specielt de lidt større avlere med flere ansatte, er fortsat i venteposition. Det er altså et andet liv. Det er anderledes med de mindre og yngre avlere. De har haft nemmere ved at finde sig et andet job, siger Jens Jørgen Madsen.
Ingen af de to tidligere avlere har haft lyst til at fortsætte, selv om det har været tilladt siden 1. januar 2023. Kun ganske få har turdet prøve igen.
Men det er en farlig vej, mener både Jens Jørgen Madsen og Thomas Beck.
Det er en vej uden sikkerhedsnet, brancheforening, markedsføringsmuligheder eller adgang til reservedele.
- Et rungede nej fra mig, siger Thomas Beck.
Han har i flere år har arbejdet ihærdigt med at få etableret et gigantisk solcelleanlæg på 280.000 kvadratmeter. Alle tilladelser er på plads, og han forventer, at anlægget kan sættes op næste år.
Prisen er 150 millioner kroner, men der skal muligvis yderligere en investor med, oplyser Thomas Beck.
Anlægget kan producere strøm svarende til 60 procent af Nyborgs boliger.
Minkavlerne har fået acontobeløb et par gange, og sammenlagt er der med de udbetalte erstatninger røget 10 milliarder kroner op at statskassen af de estimerede 29 milliarder kroner, som minkavlerne forventes at få.
Jens Jørgen Madsen er i dag eneste ansatte i Hedensted Gruppen. Tidligere var op mod 100 medarbejdere tilknyttet virksomheden.
Ifølge Jens Jørgen Madsen har familien lagt 30 millioner kroner ud for at holde virksomheden i gang. Lukker de den, kan de ikke få ersatning.
For Thomas Beck er der fuldt fokus på det nye solcelle-eventyr.
Han lægger selv jord til til solpanelerne.
- Vi landmænd er glade for jord. Den er vi ikke meget for at sælge, griner Thomas Beck.