Tvang skal give flere læger i udkantsområder

For at sikre læger i udkantsområder vil regeringen indføre praksispligt for lægestuderende, viser nyt udspil.

Over en halv million danskere bor i områder, hvor adgangen til en praktiserende læge er under pres. Det problem vil regeringen løse ved blandt andet at tvinge lægestuderende til at være i almen praksis under deres uddannelse.

Det viser regeringens udspil til en sundhedsreform. Det indeholder også en række initiativer til at fastholde ansatte i sundhedsvæsnet.

- For de fleste borgere er den praktiserende læge det første ansigt, man møder, når der er brug for hjælp i sundhedsvæsenet.

- Den praktiserende læge har en vigtig opgave i at sikre, at borgerne får og bliver henvist til rette behandling eller tilbud for eksempel i det specialiserede sundhedsvæsen. Derfor er det helt afgørende, at der er læger nok i hele landet, skriver regeringen i sit udspil.

På den baggrund - og fordi behovet for praktiserende læger vil stige i takt med, at befolkningen bliver ældre - vil regeringen indføre "praksispligt".

Det betyder, at læger under uddannelse skal have et halvt år mere i almen praksis og altså tilsvarende mindre tid på sygehuse.

Samtidigt vil regeringen "styrke fordelingen af uddannelsesstillinger" til "lægedækningstruede områder".

På hospitalerne vil regeringen desuden lade sygeplejersker løse flere opgaver, der i dag varetages af læger, samt efteruddanne social- og sundhedsassistenter til at løse flere opgaver inden for eksempelvis psykiatrien.

- Initiativet skal ses som et skridt mod at sikre personale nok og mere tid til patienten gennem mere fleksibel brug af kompetencer, skriver regeringen.

Som led i udspillet vil regeringen også forsøge at nedbringe sygefraværet hos ansatte i sundhedssektoren, mindske andelen af deltidsansatte og reducere antallet, der forlader faget.

For at finde løsningen på problemet, der har plaget skiftende regeringer i årtier, vil regeringen nedsætte en kommission.

- Kommissionen skal komme med anbefalinger til løsninger, som kan håndtere de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsenet i forhold til personalekapacitet, står der.

Oversigt

    Oversigt