Åbning af nattelivet udskudt til november: - Det gør ondt at miste penge

Regeringen lægger nu op til, at nattelivet forbliver lukket indtil november. Det ærgrer en fynsk natklub, der nu snart har været lukket i et halvt år.

I regeringens udkast til en aftale om næste fase af genåbningen bliver der lagt op til, at diskoteker og natteliv skal holde lukket til og med den 31. oktober.

quote Vi skal stadig betale differencen i løn til vores ansatte, og vi har ingen omsætning

Tommy Andresen, bestyrer, Boogie Dance Cafe

Det ærgrer Boogie Dance Café i Odense, der må vente med at slå dørene op.

- Det begynder at blive dyrt, og det gør ondt at miste penge. Men vi har ligget her i 38 år, så vi mister ikke flere penge, end at det nok skal gå, siger Tommy Andrésen, der er bestyrer på Boogie Dance Cafe i Odense.

Hjælpepakker holder dem oven vande

Baren har haft lukket siden 11. marts – og dermed i cirka fem måneder. Med den mulige yderligere tvangslukning ser de ind i en lukning af baren på i alt syv måneder. Og det kommer til at kunne mærkes økonomisk.

- Det er fint med de hjælpepakker, der har været, men de dækker ikke 100 procent. Vi skal stadig betale differencen i løn til vores ansatte, og vi har ingen omsætning – den går i minus hver måned, siger Tommy Andrésen fra Boogie Dance Cafe.

Det er dog vigtigt at bemærke, at der kun er tale om et udkast til aftale, hvilket vil sige, at intet er endeligt, før der er en endelig aftale mellem partierne.

Men Tommy Andresen fortæller, at uanset, hvordan aftalen falder på plads, så skal de nok klare det, uanset om de skal holde lukket året ud. Det sværeste er at undvære selve arbejdet, som han selv brænder meget for.

- Nu har det varet i fem måneder, så det er træls. Vi synes, det er sjovt at arbejde på natklubben, så vi mangler i den grad det sociale. Jeg har arbejdet her i 20 år, og jeg savner mine gæster, siger han.

Forsamlingsforbud fastholdet

I udkastet bliver der også lagt op til, at det nuværende forsamlingsforbud på 100 personer bliver fastholdt ligeledes til og med 31. oktober.

Udendørs begravelser og bisættelser skal også omfattes af forsamlingsforbuddet på 100 personer, står der i udkastet.

Folketingets partier forhandlede i næsten ti timer onsdag om de næste skridt i genåbningen af Danmark. Kort før midnat forlod partierne forhandlingslokalet uden at være blevet enige om en aftale.

Forhandlingerne bliver sandsynligvis først genoptaget fredag

Oversigt

    Oversigt