Undersøger healing på kræftpatienter
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Forskerne på SDU vil undersøge om healing har en positiv effekt på færdigbehandlede kræftpatienters livskvalitet.
Healing mod uro
Selvom man har været gennem en vellykket operation for tarmkræft, spirer den indre uro alligevel hos mange tidligere kræftpatienter.
Det kan en healer måske hjælpe dem af med.
Flere hundrede fynske tidligere tarm-kræftpatienter skal deltage i den hidtil største videnskabelige undersøgelse herhjemme om effekten af den alternative behandling.
To universiteter står bag
Bag undersøgelsen står forskere fra Syddansk Universitet og Århus Universitet.
I projektet har patienterne det til fælles, at de har lidt af tarmkræft, er blevet behandlet og helbredt i sygehusvæsnet inden for det seneste halvandet år og nu forsøger at komme tilbage til en normal hverdag.
- Vi er interesserede i at måle, om healing kan have en virkning i den sammenhæng, siger lederen af projektet, professor Helle Johannessen fra Syddansk Universitet.
Kontrolgruppe uden healing
Det er ikke kun dem, der gerne vil til healer, som forskerne er interesserede i at tale med.
Halvdelen af deltagerne i projektet skal nemlig blot bidrage med oplysninger om, hvordan det går med at komme tilbage til hverdagen uden healing.
I alt 300 patienter ventes at indgå i undersøgelsen, og resultatet ligger formentlig klar i løbet af 2013.