Usædvanligt flot nordlys over Fyn i nat: - Jeg drønede ned til stranden for at fange det

Poul Andersen fra Ærø cyklede med lysets hastighed ned til stranden i Marstal for at fange det usædvanlige lys over øen.

Natten til mandag var det - helt usædvanligt - muligt at fange et glimt af nordlys over Fyn.

Der var nemlig helt optimale forhold til at se fænomenet, der kun sjældent kan ses fra dansk jord, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

På Ærø var Poul Andersen og Lis Kock Hansen begge så heldige at fange det ualmindelige flotte lys over øen.

I galleriet kan du se de to Ærø-fotografers billeder:

- Jeg følger med på en side, hvor man blandt andet kan aflæse solens udladninger. Der kunne jeg se, at der var mulighed for nordlys, så jeg snuppede cyklen og drønede i fem minutter ned til stranden, fortæller Poul Andersen og forsætter: 

- Det er om at være hurtigt på pletten, da det hurtigt blusser op og forsvinder igen, siger han.

Da Poul Andersen kom til spottet på stranden, blussede nordlyset op og stod kraftigt på himlen i tyve minutter, før det igen aftog.

- Jeg har flere gange fotograferet nordlyset her fra øen og kunne straks se, at det ville blive noget af det flotteste, jeg har fanget, siger Poul Andersen.

Ifølge Poul Andersen kunne han dog ikke se lyset med sit blotte øje. 

Farver og lys træder nemlig tydeligere frem, når kameraet står på stativ og samler lys i længere tid, lyder det fra Ærø-fotografen. 

Del dit billede med os i Den Fynske Redaktion

Har du også fanget et billede af nordlyset over Fyn natten til mandag? Så må du meget gerne dele det med os i vores facebookgruppe Den Fynske Redaktion

Oversigt

    Oversigt