Forårssolen viser sig igen lørdag, hvor der er gode muligheder for solskin og milde temperaturer på Fyn.
Men det er ikke en undskyldning for ikke at efterleve de nye regler om ikke at samle sig i grupper på mere end ti personer - det gælder både indendørs og udendørs - for at undgå spredning af coronavirusset.
Det siger vagthavende ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen.
- Vejrudsigten ser god ud, og det er vi udmærket klar over. Så vi tager det, som det kommer, og vi er derude i videst mulige omfang og patruljerer, siger han og fortsætter:
- Er der nogen, der overtræder reglerne, så er vi også konsekvente. Nu har der været vejledning i den indledende fase i nogle dage, siger Milan Holck Nielsen.
Rigspolitichefen understregede alvoren
Fredag indskærpede rigspolitichef Thorkild Fogde på et pressemøde, at reglerne gælder, selvom solen skinner.
Forbud mod at samles mere end ti personer
- Samfundet investerer ikke milliarder af kroner og ressourcer i at bekæmpe den her sygdom og redde liv for bare at sætte det hele over styr, fordi solen skinner, sagde han og indskærpede:
- Det, at solen skinner, ændrer ikke på, at reglerne gælder. Reglerne bliver ikke sat ud af kraft og politiet vil være der og holde øje med, at de bliver overholdt, sagde Thorkild Fogde.
Flere anmeldelser fra Munkemose
Ifølge Milan Holck Nielsen har Fyns Politi de seneste dage modtaget flere anmeldelser om, at de nye regler ikke er blevet overholdt.
Anmeldelserne har især drejet sig om Munkemose i Odense, men når politiet er nået frem, har eventuelle forsamlinger været opløst, forklarer den vagthavende.
Mens ingen privatpersoner indtil videre er idømt bøder for ikke at overholde de nye regler om ikke at forsamles i større grupper, måtte Fyns Politi fredag aften udskrive en bøde til et værtshus i Odense.
På baggrund af et tip viste det sig, at der blev serveret for gæster i et baglokale. Det kostede indehaveren en bøde på 5.000 kroner.
For privatpersoner er bødestraffen for ikke at overholde de nye regler 1.500 kroner.