Arkæologer leder efter stor vikingehal på Munkebo Bakke

I 2015 fandt arkæologerne spor efter flere mindre huse på Munkebo Bakke. Nu begynder ny udgravning, og denne gang håber de at finde en stor vikingehal.

En amatørarkæolog med metaldetektor fandt i 2015 en lille sølvskat på toppen af Munkebo Bakke. Det fik Østfyns Museer til at gennemføre en udgravning på stedet.

Ved udgravningerne fandt arkæologerne spor efter to 20 meter lange huse og et såkaldt grubehus. Der blev dengang også fundet flere andre spor, og en ny udgravning skal nu afsløre, om at der har ligget en stor vikingehal på stedet.

- Den meget markante beliggenhed med både stor synlighed og udsyn over et stort og vigtigt område får os til at tro, at stedet har haft en særlig funktion i infrastrukturen omkring Kerteminde Fjord. I år håber vi at kunne udgrave et større langhus - en såkaldt hal - som vi regner med at have fundet spor efter. Men først når vi får trukket muldlaget af, kan vi være helt sikre, fortæller Malene Refshauge Beck, der er arkæolog ved Østfyns Museer.

Udgravningen er en såkaldt lille forskningsgravning, som Østfyns Museer foretager for at få mere viden om Ladbykongens samtid. Udgravningen er samtidigt et led i det forskningsprojekt, som museet frem til 2020 deltager i sammen med Odens Bys Museer og Nordjyllands Museum.

Udgravningen finder sted fra mandag den 12. til fredag den 30. juni.

Kom på rundvisning i udgravningen

 

Oversigt

    Oversigt