Ballade på rådhus - vil smide byrådsmedlem ud af parti
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Torsdag aften blev de indledende skridt taget i en sag om eksklusion af et socialdemokratisk medlem i Kerteminde Kommune.
Søndag er der indkaldt til ekstraordinært gruppemøde i Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune. Og på mødet er der - udover eventuelt - kun ét punkt på dagsorden.
Og det er, hvorvidt byrådsmedlemmet Kristian Hald (S) skal ekskluderes af den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Det oplyser Kristian Hald i et skriftligt svar til TV 2 Fyn:
"Jeg er blevet orienteret om, at der er indkaldt til ekstraordinært gruppemøde på søndag med ét punkt på dagsordenen - nemlig at starte en eksklusionssag af mig. Det orienterede min gruppeformand, Sebastian Nielsen mig om i går."
Klapper i om møde
TV 2 Fyn har set dokumentation på, at Sebastian Nielsen i en skriftlig besked bekræfter, at punktet på dagsordenen handler om, at der skal stemmes om en mulig eksklusion af Kristian Hald. Den udlægning vil gruppeformanden dog ikke bekræfte over for TV 2 Fyn fredag. Det vil han heller ikke over for Kjerteminde Avis, hvor han bekræfter, at der har været et gruppemøde angående samarbejdet i den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Ekskluderingen kommer i kølvandet på en noget turbulent tid for Kristian Hald, da han for få uger siden var i vælten for at have refereret fra et lukket møde, efter han påpegede Alex Haurands (SF) dårlige væremåde i et skriv til Kerteminde Avis.
Og i selvsamme avis rettede han i december også kritik af nuværende og tidligere kommunaldirektør i Nyborg og Kerteminde Tim Jeppesens rolle i forskellige sager. Herunder en biogassag i Kerteminde og en skandale på det sociale område i Nyborg.
Ifølge Kristian Hald selv har han ikke fået en begrundelse for den forestående eksklusionssag. Men han er ikke overrasket, oplyser han i et skriftligt svar:
"Jeg var helt afklaret med, at det her forsøg på at ekskludere mig ville komme. Jeg har hørt snakken i krogene de sidste mange måneder, så overrasket er jeg bestemt ikke."
Afviser brud på regler
Selvom han nu risikerer at blive smidt ud af partiet, så fortryder han ikke, hvis årsagen bunder i, at han har stukket snuden frem og udtalt sig kritisk.
"Jeg bedriver politik for borgerne, og hvis jeg mener, der er nuværende eller tidligere folkevalgte, der skal kritiseres for deres adfærd, så vil jeg ikke lade mig banke på plads. Ytringsfriheden gælder heldigvis også for socialdemokratiske byrådspolitikere."
Selv regner han med, at det er ren formalitet, hvorvidt der indledes en eksklusionssag mod ham.
"Det er der ikke den store tvivl om. Herefter vil jeg blot læne mig tilbage og afvente den videre proces. Jeg har ikke gjort eller sagt noget, der bryder med partiets regler eller vedtægter, så jeg tager det med ophøjet ro."
Udelukkelse kræver særligt flertal
Bliver eksklusionen en realitet, så får det også konsekvenser for Kristian Halds kandidatur til regionrådsvalget næste år. Det fortæller Janni Sørensen, der er kredsformand for Nyborg/Kerteminde Kredsen, til Kjerteminde Avis.
Ifølge den Socialdemokratiske lov skal udelukkelse af et gruppemedlem vedtages med 2/3 flertal i gruppen. Inden en udelukkelsessag kan behandles af den lokale kompetente forsamling og Hovedbestyrelsen, skal det kommunale mæglingsudvalg inddrages. Udelukkelsen gælder for valgperioden.
Udelukkes eller forlader et gruppemedlem den socialdemokratiske gruppe og forbliver i kommunalbestyrelsen, bortfalder pågældendes medlemskab af Socialdemokratiet.