Gerningsmænd jagtes på Facebook: 14-årig anholdt i sag om voldsvideo

Fyns Politi oplyser tirsdag eftermiddag, at en 14-årig dreng er anholdt i sagen om et voldsomt overfald på en 11-årig dreng. Gerningsmænd jagtes på Facebook.

En 14-årig dreng fra Munkebo-området er anholdt i en sag om vold mod en 11-årig dreng fra samme område.

I en pressemeddelelse skriver Fyns Politi, at man fortsat mangler at finde frem til den eller de personer, der filmede voldsepisoden mod den 11-årige dreng og derefter delte den på internettet.

Den 11-årige dreng blev i sidste uge overfaldet nær området Solbakken, og mandag kom det frem, at en video fra overfaldet blev delt flere steder på sociale medier.

I videoen, som TV 2 Fyn har set, ser man drengen få både spark og slag, mens drengen flere gange undskylder til gerningsmanden.

Da den anholdte er under den kriminelle lavalder, vil han efter endt afhøring blive overgivet til de sociale myndigheder.

Ulovligt at dele video

Politikommissær Ulrik Lorenzen fra Fyns Politi gør opmærksom på, at det er ulovligt at dele videoen.

- Det er helt urimeligt over for ofret, der i forvejen er i en traumatisk situation, som risikerer at blive forstærket, når alle pludselig kan se med og ved, hvem der er tale om, siger Ulrik Lorenzen.

Han oplyser, at politiet har erfaret, at der via Facebook er udlovet dusører, såfremt nogen kan skaffe adresse, telefonnumre og så videre på de formodede gerningsmænd. 

- Vi opfordrer også til at stoppe heksejagt og selvtægt i forhold til gerningsmand/gerningsmænd i sagen, siger politikommissæren og tilføjer:

- Vi ved også, at i hvert fald en af de formodede gerningsmand har modtaget henvendelse og trusler, der vurderes omfattet af straffelovens paragraf 266. Det skal stoppes nu, og vi gør opmærksom på, at det også er strafbart.

Fyns Politi opfordrer desuden alle forældre til at holde et ekstra godt øje med, hvad deres børn ser og måske også deler på de sociale medier.

- Forældre har et ansvar her for at være med til at sikre, den ikke bliver delt – og at den bliver slettet, hvis det er sket, siger Ulrik Lorenzen.

Båndudskrift: Voldsepisode i Munkebo ord for ord

overfald legeplads
Foto: Ida Alstrup Klausen

Oversigt

    Oversigt