Onsdag formiddag har Fyns Politi anholdt den person, der filmede en meget omtalt video af et overfald på en 11-årig dreng fra Munkebo.
Fyns Politi kunne tirsdag anholde en 14-årig dreng, der mistænkes for at have begået volden mod den 11-årige dreng – og med onsdagens anholdelse af personen, der filmede, har politiet nu fundet begge de personer, der menes at være involveret i det voldsomme overfald på den 11-årige.
Den anden anholdte er en 12-årig dreng, der også stammer fra lokalområdet.
I videoen, som TV 2 Fyn har set, ser man drengen få både spark og slag, mens han flere gange undskylder til gerningsmanden.
Bliver ikke retsforfulgt
Da både den 12-årige dreng, som politiet har afhørt onsdag, og den 14-årige dreng, som blev afhørt tirsdag, er under den kriminelle lavalder (15 år, red.), kan de ikke blive retsforfulgt. De er derfor begge overgivet til de sociale myndigheder.
Fyns Politi betragter dermed sagen som fuldt opklaret og har derfor ikke behov for yderligere hjælp fra offentlighed til sagens opklaring.
Politiet vil endnu en gang gøre opmærksom på, at det er strafbart at dele videoen med hændelsen. Samtidig opfordres der kraftigt til, at man ikke deler eller videresender videoen, både fordi det er en lovovertrædelse, men også af hensyn til de involverede.
Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.