Rev sit valgkort i stykker på grund af lang kø
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Travlhed i myldretiden og et kortvarigt it-nedbrud blev for meget for en vælger i Odense.
På afstemningsstedet Borgerservice ved Skulkenborg i Odense opstod der tirsdag eftermiddag og aften lang kø på grund af travlhed og et kortvarigt nedbrud i valgstedets it-systemer.
De lange køer gjorde en vælger så rasende, at han tog sit valgkort og rev det i stykker.
- Vi ventede i 20 minutter og måtte gå igen, da vi havde et lille barn med. Da vi kom ind i valglokalet, kunne vi ikke stemme, og vi fik overhovedet ingen forklaring, siger vælgeren.
Vælgeren ønsker ikke at stå frem, men hans navn er redaktionen bekendt.
Flere steder på Fyn er der meldt om lange køer tirsdag eftermiddag, i takt med at folk har fået fri fra arbejde og skole.
- Jeg har det dårligt med, at jeg ikke har deltaget i valget, og jeg savner virkelig information, siger vælgeren.
Valgansvarlig: Vi var oppe at køre igen efter fem minutter
Lise Merrild, der er valgansvarlig hos Odense Kommune, bekræfter, at der har været et kort nedbrud, men mener ikke, at det har haft betydning for vælgerne.
- Det er rigtigt, at vi har haft it-nedbrud for cirka en halv time siden (klokken 19.15, red.). Det varede heldigvis kun i fem minutter, og så var det hele oppe at køre igen, og folk kunne stemme, siger Lise Merrild til TV 2/Fyn.
- Alle, der er mødt frem, får lov til at stemme, fastslår hun.
Brandalarm gik - på grund af røg fra valgflæsk
Ifølge TV 2/Fyns oplysninger er der så lang kø, at man forventer, at vælgerne kan stå i kø helt frem til klokken 20.30, selv om valgstedet skulle lukke klokken 20.
Der har været flere vælgere end forventet efter klokken 16. Tidligere på dagen gik brandalarmen på valgstedet, og valgstedet blev evakueret. Brandalarmen gik, fordi der kom røg ud fra det sted, hvor de var i gang med at lave valgflæsk.
På rådhuset i Odense, hvor TV 2/Fyns reporter befinder sig, stod vælgerne i kø langt ud på Flakhaven for at komme ind til stemmeboksen.
Musikeren Kell Dalager droppede også den lange kø foran rådhuset og brugte ventetiden på en nærliggende restaurant.
Valgstederne holder åbent til klokken 20. Hvis der stadig står vælgere i kø, kan de få lov til at stemme - også efter klokken 20.