Catherines lunger nedbryder sig selv: Kommune siger nej til førtidspension

Catherine Brændeholm er uhelbredeligt syg og to gange indstillet til førtidspension af Faaborg-Midtfyn Kommunes rehabiliteringsteam. Begge gange har kommunens ledelse sagt nej. De mener, hun er for ung.

Først blev hun indstillet til førtidspension. Så blev hun afvist. Så blev hun indstillet igen. Så blev hun afvist igen.

Catherine Brændeholm har længe kæmpet med Faaborg-Midtfyn Kommune om at få tilkendt førtidspension, men to forskellige teams i kommunen er uenige om, om hun er berettiget til det.

- Det er som at give et lille barn en slikkepind, men man når kun lige at slikke på den en enkelt gang, så tager de den tilbage, siger Catherine Brændeholm.

Mette Gaarde-Fink, som er koncernchef for arbejdsmarked i Faaborg-Midtfyn Kommune, forstår godt Catherine Brændeholms frustrationer. Hun erkender, at kommunen kunne have håndteret sagen bedre.

quote Hun har været i gennem et beklageligt forløb, som jeg godt kan forstå har været opslidende

Mette Gaarde-Fink, Koncernchef, Faaborg-Midtfyn Kommune

- Hun har været i gennem et beklageligt forløb, som jeg godt kan forstå har været opslidende, fordi sagen har været sendt mange gange frem og tilbage, siger Mette Gaarde-Fink.

Uhelbredeligt syg

Siden fødslen har Catherine Brændeholm haft cystisk fibrose. En uhelbredelig, arvelig sygdom, der nedbryder lungerne.

I dag er hun 22 år og siger selv, at hun formentlig allerede har levet halvdelen af sit liv.

- Det bliver bare langsomt værre og værre. Mine lunger nebrydes mere og mere, jo ældre jeg bliver.

Som følge af lungesygdommen har hun fået diabetes og gigt i leddene.

- Jeg kan næsten kun ligge i min seng, hvis jeg har en dårlig periode. Og det kan jeg næsten ikke engang, fordi jeg har så mange smerter, når jeg ligger ned, siger Catherine Brændeholm.

Rehabiliteringsteam

Både ja og nej

I november 2016 blev hun første gang indstillet til førtidspension efter et møde i det kommunale rehabiliteringsteam.

- De er allesammen enige om, at jeg skal have førtidspension. De siger, at de kun kunne byde mig kaffe, men hvis de kunnne, havde de givet mig champagne, fordi det var lykkedes for mig, siger Catherine Brændeholm.

Uddrag fra rehabiliteringsteamets indstilling til førtidspension 4. november 2016.
Uddrag fra rehabiliteringsteamets indstilling til førtidspension 4. november 2016.

Men da kommunens pensionsteam, som består af ledende medarbejdere, skulle behandle sagen, vurderede de ikke, at hun var berettiget til førtidspension. Derfor sendte de sagen tilbage til behandling i rehabiliteringsteamet.

- Den ene siger, at jeg skal have den (førtidspensionen, red.), og den anden siger, jeg er for ung. Men de har heller ikke set, hvordan jeg har haft det. At det lige pludselig er nogen, der slet ikke kender en, det synes jeg, er noget underligt noget, siger Catherine Brændeholm.

Uddrag fra pensionsteamets afslag 14. december 2016.
Uddrag fra pensionsteamets afslag 14. december 2016.

Dermed skulle rehabiliteringteamet vurdere sagen for anden gang. De indstillede igen til førtidspension. 

Pensionsteamet afslog. Igen.

- Det er forskellige ting, man får at vide hele tiden. Det er vildt frustrerende, siger Catherine Brændeholm.

SE VIDEO: Her fortæller Catherine Brændeholm om sin sygdom

Catherines sygdom nedbryder langsomt hendes lunger.

Derefter har hun klaget til Ankestyrelsen, som giver pensionsteamet ret. Catherine Brændeholm har ikke ret til førtidspension.

Ankestyrelsen siger, at alle muligheder ikke er udtømte. Det kan godt være, du kan arbejde på en eller anden måde. Hvad tænker du om det?

- Så må jeg jo prøve det. Der er ikke andet at gøre. Men så må de finde ud af, hvad det er, jeg kan, siger Catherine Brændeholm.

Pensionsteam

Afdelingsleder: Vi har sat en undersøgelse i gang

Catherine Brændeholm er langt fra den eneste, som har oplevet at blive indstillet til førtidspension for så at blive nægtet at få den tilkendt.

En aktindsigt, som TV 2/Fyn har modtaget, viser, at det sidste år var knapt hver tredje indstilling til førtidspension, som blev afvist af pensionsteamet i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

quote - Jeg kan næsten kun ligge i min seng, hvis jeg har en dårlig periode. Og det kan jeg næsten ikke engang, fordi jeg har så mange smerter, når jeg ligger ned

Catherine Brændeholm

En uholdbar situation erkender koncernchefen for området.

- Hvis man som borger har en forventning om at blive tilkendt en pension, når rehabiliteringstaemet har indstillet til det, så har vi som kommune ikke været tydelige nok i at få forklaret, at det er rehabiliteringsteamet, der indstiller, men pensionsteamet, der tilkender en eventuel pension. Vi har bestemt en opgave i, at gøre det mere tydeligt, siger Mette Gaarde-Fink, der er koncernchef for arbejdsmarked i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Problemet bunder ifølge koncernchefen i, at de to instanser i kommunen har fortolket lovgivningen forskelligt.

- Vi har en opgave i at sikre, at vi får en mere sammenhængende praksis, når vi fortolker, hvad "varigt nedsat arbejdeevne" er. Det er blevet tydeligt for os, at der er en forskel i fortolkningen de to teams i mellem, og det er vi lige nu ved at kortlægge, lyder det fra Mette Gaarde-Fink.

Hun oplyser samtidig, at kommunen lige nu er ved at overveje, hvordan pensionsteamet skal være sammensat fremover. Derfor er det et midlertidigt pensionsteam, der lige nu varetager opgaven med at tilkende førtidspensioner.

Se video: Indslaget om Catherine Brændeholm sendes på TV 2/Fyn tirsdag den 30. januar

Catherine Brændeholms lunger nedbryder sig selv. To gange er hun indstillet til førtidspension, men Faaborg-Midtfyn Kommune har afvist begge gange.

 

Oversigt

    Oversigt