Hundredvis af langelændere samlet med klart budskab - se ministerens reaktion efter mødet

Langelænderne havde et klart budskab med til Mattias Tesfaye, der understreger, at det er nødvendigt med en løsning med et nyt udrejsecenter.

Med 400 langelændere i Humblehallen og endnu flere udenfor var der solidt fremmøde til borgermødet på Langeland.

Her skulle udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) torsdag aften forklare langelænderne, hvorfor det er en god idé, at Langeland skal have et udrejsecenter.

Efter mødet var der stolthed blandt de fremmødte over at kunne samle så mange protester på så kort tid.

- Det vigtigste for mig har været at se en masse langelændere samlet, siger Jesper Skovhus, der er selvstændig på øen.

quote Vi havde alle et klart og tydeligt budskab med til Mattias: Vi skal ikke have et udrejsecenter her.

Jesper Skovhus

- Vi havde alle et klart og tydeligt budskab med til Mattias: Vi skal ikke have et udrejsecenter her. Vi er en lille ø, som er i gang med at rejse os, fra nogle af de andre klø, vi har oplevet, forklarer han.

quote Jeg er minister. Jeg er ikke diktator.

Mattias Tesfaye

Det er ikke kun de lokale på Langeland, der er imod regeringens planer om et udrejsecenter på øen.

Blå blok og SF vil have planerne stoppet. Der ligger allerede et udrejsecenter ved Bording i Midtjylland, men regeringens planer går på at flytte 130 udviste, kriminelle asylansøgere til Holmegaard på Langeland i 2022.

Se interviewet med ministeren efter mødet.
Fotograf: Fotograf: Redigering:

Ifølge ministeren vil han dog lytte til protesterne - blandt politikere og de lokale.

- Jeg er minister. Jeg er ikke diktator. Vi lever i et folkestyre. Så hvis der er et flertal, der siger, at det er en utrolig dårlig idé, bliver jeg nødt til at lytte til det. Vi kommer ikke til at tromle hen over Folketinget, siger Mattias Tesfaye til TV 2 Fyn.

Han minder dog om, at der skal findes en løsning.

- Uanset hvor man placerer sådan et udrejsecenter, er det en dårlig beslutning. Jeg vil bare også gerne minde om, at hvis der ikke kommer et nyt udrejsecenter, så betyder det, at borgerne i Midtjylland skal blive ved med at have en ret stor gruppe. Det synes vi ikke er rimeligt, forklarer ministeren.

- Min opgave er at træffe en beslutning, der fungerer for hele Danmark. Lige nu bærer Midtjylland en for stor del af byrden, siger Mattias Tesfaye.

Ministeren har derfor indkaldt partiernes udlændingeordførere til et møde om udrejsecentret på Langeland. Mødet vil finde sted på tirsdag. 

Oversigt

    Oversigt