Det var noget af en oplevelse, som Selina Nedergaard var ude for mandag klokken 12.50.
Mens hun tog sig en middagslur, bragede en bil nemlig ind i hendes hus på Bygaden i Tullebølle på Langeland.
- Lige nu, mens vi taler, er jeg bange for, at huset styrter sammen, siger Selina Nedergaard og tilføjer, at hun ikke har sovet siden ulykken.
På den anden side af muren, hvor bilen ramte, er placeret en sofa, som hun nogle gange sover til middag på. Tilfældigheder gjorde, at hun lagde sig i sengen den dag.
- Ellers havde jeg fået en flyvetur, påpeger Selina.
- Hele huset rystede, siger hun.
Føreren var en ældre mand, der fik et ildebefindende. Han har det efter omstændighederne godt, oplyser Selina.