Tøjet var helt forkert, da Laura trådte ind i en anden tid
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
TV 2 Fyns udsendte reporter måtte klæde om for at passe ind på Tranekær Slot i disse dage.
For rigtig mange fynboer nærmer sommerferien sig sin afslutning, og på den anden side venter hverdagen med både fyldte mailindbakker og bimlende arbejdstelefoner.
Men hvad hvis man kunne skrue tiden helt tilbage, til før nogen af de ting pressede os i hverdagen?
Det har man mulighed for ved Tranekær Slot på Langeland. Her har de for anden gang nogensinde skruet tiden knap 800 år tilbage og skabt en vaskeægte middelalderstemning på ridebanen ved det gamle slot.
- Det er så skønt, at så mange timers arbejde munder ud i alt det her ude. Jeg hørte nogle aktører sige, at det saftsuseme var sjældent, at man mødte gæster med så stor en spørgelyst, så det er hårrejsende vidunderligt, fortæller Toby Kaas, som er opvokset på Egeløkke Gods på Nordlangeland og er medarrangør af middelalderdagene.
Iført hjelm og brynje er han selv helt indlevet i det univers, han sammen med Visit Tranekær har skabt - og der er ingen tvivl om, at for at få den fulde oplevelse skal man gå all in. Så det gjorde TV 2 Fyns reporter Laura Grasson.
Tøjet var helt forkert
Første skridt var tøjet, for det var helt forkert, kunne ridderfrue Marika, Toby Kaas' hustru, fortælle fra sit telt ved slottet.
I stedet blev Laura iført en lang mørkegrøn kjole med røde detaljer og en grøn hovedbeklædning og blev derefter instrueret i bueskydning og sværdfægtning.
I alt er der omkring 30 telte med en masse aktører, der står klar til at fortælle om en række middelalderlige håndværk, fortæller Toby Kaas.
- For os er det meget meget vigtigt at genfortælle Danmarkshistorien på den her måde, fordi der er manglende viden omkring middelalderen. Mange tror, det var sådan nogle primitive typer, men det passer bare ikke, siger den ridderklædte medarrangør og tilføjer:
- Notre dame, der brændte for nogle år siden, er jo en typisk middelalderkirke, og man var meget, meget dygtig til rigtig mange ting. Det er det, vi gerne vil vise og formidle, uddyber han.
Det næste, der skulle vises, var skridtet videre fra de øvrige middelalderdiscipliner, ridder Kaas og Laura Grasson havde kastet sig ud i.
Nu skulle "kampene" mellem dem ikke længere foregå til fods, men på hesteryg.
En typisk ridder-disciplin
- Så vidt jeg husker, så skal jeg have fat her og så træde op... Ikke?, spørger reporteren og får et nik som svar.
- Ja, du skal i hvert fald have fat i sadlen, svarer ridderen og hjælper hende op på hesten Cheval.
Ud under den lange kjole træder en klipklapklædt fod op i stigbøjlen. Hun sætter sig til rette i sadlen og får rakt lansen, da de kommer ned på banen.
Middelalderdagenes første dag har været en stor succes, fortæller ridderen. Også selvom de kun har fundet sted én gang før i Tranekær - nemlig sidste år.
Det giver medarrangøren høje forventninger til det samlede besøgstal:
- Hvis det her lykkes så godt, som det er startet i dag, kan jeg roligt sige, at vi har startet en vaskeægte tradition, siger den begejstrede ridder.
Indtil videre har middelalderoplevelsen også været en succes for TV 2 Fyns reporter. Og det blev den sidste disciplin på hesteryg også.
- Det gik jo meget godt!, siger hun med et smil.
Middelalderdagene ved Tranekær Slot fortsætter helt frem til søndag 4. august.