Tirsdag klokken 14 skal fodboldlegenden Lars Høgh bisættes i Odense Domkirke efter tre år med kræftsygdom.
Siden hans død onsdag er det væltet ind med hyldester, støtte og minder om Lars Høgh. Det gjorde sig især bemærket til søndagens pokalkamp mellem OB og Randers FC, hvor fans kunne sende en stor hyldest afsted mod målmandslegenden, da Andrea Bocellis "Time to say goodbye" blev spillet, der blev holdt et minuts stilhed og tilskuerrækkerne fik sunget ham afsted med hans særlige sang.
Og det gjorde et stort indtryk på både fremmødte på Odense Stadion og de fynboer, der så med hjemmefra.
- Det var som man fik gåsehud af så smuk en ære, de gav Lars Høgh, er der en, der skriver på TV 2 Fyns Facebookside.
- Hvor var det smukt, og så velfortjent. Han var noget specielt for mange. Mange tanker til familien. Han vil blive husket, skriver en anden.
Se nogle af de rørende billeder fra søndagens hyldest.