Christian Eriksen skal have indopereret avanceret pacemaker

Efter at Christian Eriksen har gennemgået diverse hjerteundersøgelser, er det blevet besluttet, at han skal have indopereret en avanceret pacemaker, oplyser landsholdslægen.

Fodboldspilleren Christian Eriksen skal have indopereret en implanterbar hjertestarter, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

- Efter at Christian har gennemgået diverse hjerteundersøgelser, er det blevet besluttet, at han skal have indopereret en hjertestarter, en såkaldt ICD-enhed, siger landsholdslæge Morten Boesen.

En ICD-enhed er en avanceret pacemaker. 

- Dette giver man efter hjertestop udløst af hjerterytmeforstyrrelse, forklarer han.

Hvad er en ICD-enhed?


Ifølge DBU er Christian Eriksen afklaret med beslutningen.

- Vi opfordrer til at give Christian og familien ro den næste tid, skriver DBU på Twitter.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Faldt om med hjertestop

Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Danmarks første EM-kamp mod Finland lørdag aften i Parken. 

Den fynske fodboldstjerne fik ét stød med en hjertestarter (AED-enhed, red.) på græstæppet, inden han igen var ved bevidsthed. Han blev herefter kørt i ambulance til Rigshospitalet, hvor han har været indlagt siden. 

Senere lørdag aften kom det frem, at Danmarks nummer 10 var stabil og efter omstændighederne havde det godt.

Hjertelæge: Pacebaker begrænser ikke fysisk aktivitet

Når Christian Eriksen skal have indopereret en avanceret pacemaker, behøver det ikke begrænse hans liv som fodboldspiller, siger hjerteekspert.

- Det at have en pacemaker er ikke i sig selv noget, der begrænser den fysiske aktivitet. Heller ikke hvis man dyrker professionel idræt, siger Anne Kaltoft, der er administrerende direktør for Hjerteforeningen og hjertelæge, til Ritzau. 

Hun understreger, at hun ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men at det er et "relativt lille" indgreb.

Eriksens holdkammerat fik avanceret pacemaker

Eriksens tidligere holdkammerat, Daley Blind, der spiller på det hollandske landshold, fik i december 2019 indopereret en ICD-enhed. Det skete i kølvandet på, at han blev diagnosticeret med en inflammation af hjertemusklen. 

Tilstanden blev opdaget, efter han op til en Champions League-kamp følte sig utilpas.  

Dagen efter Eriksen faldt om i Parken, forlod Daley Blind kampen mellem Holland og Ukraine i tårer, da han blev skiftet ud efter en times spil. 

Han har senere forklaret, at han var meget påvirket af episoden med Christian Eriksen på grund af sin personlige relation til Eriksen samt sin egen historik med hjerteproblemer.

Blind fik indopereret en ICD i december 2019. Han vendte tilbage til grønsværen 12. februar 2020 i en kamp mellem Ajax og Vitesse Arnhem.

Danmark spiller sin næste kamp torsdag klokken 18.00 mod Belgien. 


Oversigt

    Oversigt