Den fynske fodboldstjerne Christian Eriksen har sendt en hilsen på Instagram fra sygesengen på Rigshospitalet.
- Stor tak for jeres søde og fantastiske hilsener og beskeder fra hele verden. Det betyder meget for mig og min familie, skriver Christian Eriksen.
- Jeg har det fint - under omstændighederne. Jeg skal stadig igennem nogle undersøgelser på hospitalet, men jeg har det godt, fortsætter han.
Derefter fortæller han, at han vil heppe på herrelandsholdet, der torsdag aften spiller næste EM-kamp i Parken mod Belgien.
40 minutter efter han har lagt opslaget på Instagram, er der over 800.000 brugere, der synes godt om hans opdatering.
Faldt om med hjertestop
Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Danmarks første EM-kamp mod Finland lørdag aften i Parken. Han har været indlagt på Rigshospitalet siden.
Det er første gang, at Christian Eriksen selv sætter ord på lørdagens forfærdelige episode under Finland-kampen, som Danmark tabte 1-0.
Har det godt efter omstændighederne
Søndag talte landsholdstruppen med Christian Eriksen på video, og mandag fik den fynske landsholdsspiller besøg af blandt andre målmand Kasper Schmeichel.
Både spillere og træner samt lægestaben omkring Inter-spilleren har løbende fortalt, hvad Christian Eriksen har sagt til dem. Lørdag aften blev det klart, at Danmarks nummer 10 var stabil og efter omstændighederne havde det godt.
Danmark spiller sin næste kamp torsdag klokken 18.00. Christian Eriksen er naturligvis ikke med i kampen, og det er også fortsat uvist, om alle de andre danske spillere bliver til den afgørende EM-kamp i Parken.