Slår alarm: - Det vælter ind med killinger i akut nød
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Energikrisen og inflation kan være årsagen til, at fynboerne vælger kæledyrene fra. Fyns Internat er tæt på at lukke for nye katte.
Energikrisen rammer nu også fynboernes kæledyr.
Det mener dyreværnsorganisationen Dyrenes Beskyttelse, som fortæller, at det vælter ind med kattekillinger på Fyns Internat i Ejby i sådan en grad, at internatet er tæt på at lukke for flere katte.
- Vi har altid et par nødpladser, hvis der kommer katte ind akut, dem afviser vi selvfølgelig ikke, men ud over det kan hverken Roskilde, Fyn eller Fuglebjerg Internat tage imod flere katte lige p.t., siger Karina Fisker, der er internatchef ved Dyrenes Beskyttelse.
Hvis internatet i Ejby skal kunne tage imod flere katte, kræver det, at der er familier, som henvender sig som adoptionsfamilier, hvor kattene kan bo.
Fravælger kæledyr på grund af økonomien
Dyrenes Beskyttelse frygter, at adoptionsfamilier udebliver på grund af energikrisen og stigende inflation.
- Vi er bekymrede for, at folk vælger kæledyrene fra på grund af økonomien. Priserne stiger på det meste på nuværende tidspunkt, og et kæledyr er bestemt ikke gratis, hverken at anskaffe eller have, siger Karina Fisker.
- Desværre kan det på længere sigt blive kritisk for de katte, vi har siddende, som venter på nyt hjem. Så vi håber virkelig, at folk vil tænke på deres lokale internat, hvis familien skal forøges med en kat, fortsætter hun.
Ud over katte tager internatet i Ejby også imod hunde, kaniner, marsvin og fugle.
Over 100 katte på Fyn
Lige nu er der over 100 katte i Fyns Internat.
- Mange killinger er nødstedte killinger, som er blevet efterladt, eller hvor folk ikke har taget ansvar og fået neutraliseret deres hunkat. De løber rundt derude og kan ikke klare sig selv. Nogle vejer under 100 gram, siger Charlotte Lundgren, der er souschef i Fyns Internat.
Kattene kommer til internatet, når de bliver fundet i naturen.
- Der er også dem, der ringer ind med deres egne katte, som ikke kan overskue det mere eller ikke har råd mere. Så kommer de ind med dem, siger Charlotte Lundgren.
TV 2 Fyn har samlet et overblik med 12 områder, hvor Fyn er hårdest ramt af energikrisen - det gælder blandt andet vanvittigt høje elregninger, dårlige busforbindelser og koldere skoler og børnehaver.
Få overblikket: Så hårdt rammes fynboerne af energikrisen
Vanvittigt høje elregninger, koldere folkeskoler og børnehaver samt dårligere busforbindelser er blot nogle af de ting, der rammer fynboerne på grund af energikrisen.
Stigende priser har gjort fynboerne fattigere det seneste år. Samtidig står Danmark i sin værste energikrise i et halvt århundrede.
Der skal spares på energien. I stor stil. Og det rammer vidt og bredt.
TV 2 Fyn har samlet 12 fynske eksempler på, hvor energikrisen rammer.
Onsdag aften sætter vi sammen med TV 2 fokus på energikrisen med en udvidet udsendelse fra klokken 19 på TV 2.
Pernille skal betale 1.500 kroner mere for varme om måneden
Pernille Frisch Andreasen, hendes samlever og deres to børn skal finde 1.530 kroner mere i budgettet, når de 1. november skal betale deres husleje.
Svendborg Andels-Boligforening (SAB) har varslet stigninger i aconto-varmen på 50 procent.
Det betyder, at familien, der de seneste måneder har betalt 3.059 kroner om måneden alene til varme, fra 1. november skal betale 4.589 kroner, altså en stigning på 1.530 kroner.
- Det er helt vanvittigt, det der foregår lige nu. Det er sindssygt, siger Pernille Frisch Andreasen.
Folkeskoler og børnehaver skruer ned for varmen
Temperaturen i offentlige bygninger som folkeskoler og børnehaver bliver i Svendborg skruet ned fra 21 til 20 grader.
Senere har regeringen besluttet, at temperaturen i alle landets offentlige bygninger skal sættes til 19 grader i per 1. oktober.
Det er nemlig ifølge Arbejdstilsynet tilladt, at temperaturen nedsættes til 19 grader dog med enkelte undtagelser for dele af sundhedvæsenet og plejehjem.
I Assens slipper man helt for varmeregninger resten af året
Der er også gode nyheder under energikrisen. Kunder hos Assens Fjernvarme får ingen varmeregning før næste år.
Et stort overskud hos fjernvarmeselskabet kommer kunderne til gode, da de slipper for at betale årets sidste rate.
Årsagen til den gode nyhed for fjernvarmekunderne er ifølge Assens Fjernvarme, at selskabet igennem mange år har investeret i grønne løsninger som for eksempel solceller, vindmøller og et biomassefyret kraftvarmeværk.
Gartneri dropper vinterproduktion af tomater
De stigende energipriser er skyld i, at det fynske gartneri Nordic Greens - tidligere Alfred Pedersen & Søn - nedlægger produktionen af tomater og agurker over vinteren.
- På grund af de høje energipriser har vi desværre været nødt til at aflyse hele vores vinterproduktion af tomater og agurker, siger direktør og ejer Mads Pedersen.
- Det er første gang i 15 år, at vi ikke kan sende danske tomater i handlen i vintermånederne.
Lille landsby bygger sit eget fjernvarmeanlæg
I landsbyen Føns tog borgerne sagen i egen hånd og byggede deres eget fjernvarmeanlæg, fordi flere af landsbyens huse havde utidssvarende, udtjente - og dyre - oliefyr. Og fjernvarmen var ikke lige om hjørnet.
Byen ejer nu Danmarks mindste fjernvarmeanlæg, Føns Nærvarme.
Værket kører på træpiller om vinteren. Og i markerne bag stalden suppleres varmen op med ti kilometer jordvarmeslanger.
Flere fynske busruter beskæres
Flere fynboer kan komme til at mærke konsekvenserne af de stigende energipriser på deres bustur i fremtiden.
En vedvarende passagernedgang i forlængelse af coronaviruspandemien samt stigende dieselpriser har alvorlige konsekvenser for økonomien i Fynbus.
Den regionale busrute 130 og 131 mellem Odense og Assens vil fra næste år ikke køre om aftenen og i weekenden. Det samme gælder ruten fra Faaborg til Odense samt ruten fra Faaborg til Nyborg og Kerteminde.
Elregning på 150.000 kroner
Anne og Kent Gregersen har i 24 år drevet købmandsbutikken i landsbyen Haastrup. I august fik ejerne en elregning på 150.000 kroner.
- Vi blev helt paf. Vi kiggede på hinanden og sagde: ”Det kan vi jo ikke.” Vi blev meget chokerede og fik det rigtig dårligt.
Købmandsparret kan godt klare sig i en kortvarig periode med de meget høje energipriser, men bliver regningen hver måned på samme høje niveau, må de lukke købmanden.
Stigende brændstofpriser rammer de sydfynske færger
Når man fremover skal med færgen rundt i Sydfynske Øhav, kan det både blive en dyrere, langsommere eller sjældnere oplevelse.
Brændstofbudgettet for færgerne i 2022 vil overskrides med 1,1 millioner kroner.
Højestenefærgen er en af de færger, der allerede er blevet dyrere at sejle med.
Overvejer at slukke for gadelyset
Hos de fynske kommuner er man begyndt at se på, hvordan man kan spare på energien. Flere kommuner overvejer i den forbindelse at slukke for gadelygterne.
Det viser en rundspørge, som TV 2 Fyn har lavet blandt de ti fynske kommuner.
Her fortæller syv kommuner, at de mener, at en del af løsningen på den lurende energikrise kan være at slukke eller i hvert fald dæmpe gadelyset.
Zoo overvejer at droppe populært julelysshow
Odense Zoo kan være nødsaget til at lade havens 400.000 julelys forblive slukket i år.
Fra november skal 27 kilometer lyskæder efter planen lyse haven op i forbindelse med julesæsonen. Det kan energikrisen dog i sidste ende sætte en stopper for.
- Fynboerne kan i hvert fald forvente, at der kommer jul i Odense Zoo. Det er der ingen tvivl om. Men om der kommer en aftenoplevelse med al den lys, som vi havde tændt sidste år, er vi i gang med at overveje nærmere, siger zoo-direktør Bjarne Klausen.
Frugtavlere taber penge på æblehøst
Energikrisen rammer også de fynske frugtavlere. Det gælder blandt andre Flemming Villebro Jørgensen, der er i gang med at høste efterårets æbler.
- Den største udfordring, vi har, er selvfølgelig energipriserne. Vi har køleomkostninger på 1,50 krone per kilo, men vores fortjeneste for et kilo æbler ligger på 25 øre, så det er meget katastrofalt for os, siger Flemming Villebro Jørgensen fra Hesselager.
Nordfynsk svømmehal truet af lukning
Gudskov Svømmehal kan være nødsaget til at dreje nøglen om.
Den nordfynske svømmehal er tæt på at løbe tør for træpiller til at varme svømmehallen op, og de tårnhøje priser på træpiller truer svømmehallens fremtid.
- Vi arbejder med følelserne. Det kom derfor lidt bag på os det her. Men vi skal bare have det her til at løbe rundt, siger ejer af Gudskov Svømmehal Litti Lehn Petersen.