Søndag aften flygtede endnu en patient fra retspsykiatrisk afdeling. Det er en flugt mere til afdelingen i Middelfarts samling.
Der er flere millioner kroner på vej til at sikre afdelingen yderligere, og med dem mener lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen, at man vil se færre patienter, der flygter.
I løbet af 2016 og 2017 var der en del flugter fra retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, som gjorde borgerne utrygge. Og det har direktøren det ikke godt med.
- Det har jeg det dårligt med, for man skulle gerne opfatte retspsykiatrien i Middelfart som et sikkert sted. Og det er det også, siger Anders Meinert Pedersen.
- Det siger mig, at man aldrig får lavet en retspsykiatrisk afdeling, der er helt flugtsikker. Man kan gøre meget med bygninger og personale, men helt forhindre det kan vi ikke.
Derfor var både kriminalforsorgen og et eksternt konsulentfirma i sommer ude og kigge på, hvilke sikkerhedsmæssige foranstaltninger der kunne forbedres.
- Det er anbefalinger fra de rapporter, som vi dels gik i gang med umiddelbart efter, og dels nu, hvor vi har fået midler fra regionsrådet, fortæller Anders Meinert Pedersen.
Fik hjælp til at flygte
Nogle af de nye sikkerhedsforanstaltninger er for eksempel nye døre og andre sikkerhedssystemer. Og hvis man skal bedømme ud fra de mange vellykkede flugter, er de nye foranstaltninger også på sin plads.
Senest flygtede en mand søndag aften fra afdelingen. Manden har tilsyneladende fået hjælp til at flygte, og det undersøges nu, hvordan det kunne lade sig gøre, fortæller Anders Meinert Pedersen.
I den forbindelse samarbejder retspsykiatrisk afdeling med politiet, og det er de ifølge Anders Meinert Pedersen tilfreds med, men han kan ikke garantere, at de nye sikkerhedsforanstaltninger betyder, at det slet ikke kan lade sig gøre at flygte i fremtiden.
- Vi kan ikke give garanti for, at rømningerne holder helt op, men det er min klare forventning, at vi vil se et færre antal rømninger, når vi nu får sikkerhedsniveauet en tand op, siger Anders Meinert Pedersen.
- Vi gør nogle patienter raske og rehabiliterer dem
Den seneste flugt, mener Anders Meinert Pedersen da også, er et bevis herpå.
- Det siger mig, at man aldrig får lavet en retspsykiatrisk afdeling, der er helt flugtsikker. Man kan gøre meget med bygninger og personale, men helt forhindre det kan vi ikke, siger direktøren.
Man kan ifølge ham ikke sikre afdelingen på samme måde som et fængsel.
- På afdelingen er det jo også en behandlingssituation, hvor vi skal sørge for, at der skal være et godt behandlingssystem. Derfor er det en afvejning af kontrol, samtidig med at vi gør nogle patienter raske og rehabiliterer dem, så de kan komme ud i samfundet, siger Anders Meinert Pedersen.