Sydøst for Middelfart troner Sophienlyst Slot med et højt spir, kamtakkede murkroner og en facade dekoreret med bladguld.
Det har siden 2016 været ejet af Susan Astani-Kjær, der er gift med rigmanden Christian Kjær. Men nu kommer det snart på markedet igen. Det skriver Se og Hør.
Ifølge mediet kræver skattemyndighederne, at parret, der er bosat i Schweiz, enten sælger eller vender hjem til Danmark.
Og da de ikke har planer om at flytte, kommer slottet til salg til sommer. Selvom det er meget imod Susan Astani-Kjærs vilje.
- Slottet er under stor renovering, hvor jeg blandt andet har lavet jordvarme, et stort køkken og et stort festlokale. Lige så snart det er overstået, vil slottet desværre være til salg. Personligt forstår jeg ikke reglerne. Det er, som om de vil tvinge os til at tage vores penge ud af Danmark, siger Susan Astani-Kjær til Se og Hør.
Fik stort afslag
Slottet, der ligger ud til en stor sø, er opført i 1880, bygget om i 2001 og moderniseret ad flere omgange.
Den nye ejer kommer til at råde over 1572 kvadratmeter bolig, som dækker over 17 værelser og to poolområder med broer, en ø og romerske søjler.
Slottet ligger på en 12.457 kvadratmeter stor grund.
Det var senest til salg for fem år siden, hvor udbudsprisen lød på 15 millioner kroner. Susan Astani-Kjærs købspris endte dog på 11,9 millioner.
Inden da havde det været i den tidligere ejers varetægt siden 2013, hvor det blev solgt på tvangsaktion til 4,75 millioner millioner.
Flere muligheder for at købe fynsk slot
Sophienlyst Slot har ikke været den eneste mulighed for at få fingrene i royale gemakker på Fyn.
I 2016 kom Ulriksholm Slot i Kerteminde til salg for 25 millioner. Køberen fik her 15 sale og stuer fordelt på 894 kvadratmeter bolig.