Den 26-årige landsholdsspiller Katrine Veje spillede kamp nummer 100 for Danmark i kvartfinalen mod Tyskland, og hun er kommet langt, siden TV 2/FYN lavede et længere portræt af den danske EM-helt i 2010.
Her fortalte den danske dribledronning, der torsdag aften løber på banen mod Østrig i EM-semifinalen, hvordan hun i sine ungdomsår spillede på hold med blandt andre Christian Eriksen og Rasmus Falk i Middelfart.
- Det gjorde vi. Det var rigtig fedt. Vi var et godt hold, og der var mange gode drenge i den årgang, lyder det fra Katrine Veje.
- De andre hold grinede lidt af os. Jeg kan huske, at vi kom til OB, hvor drengene pegede lidt fingre ad os, men så er det ikke sjovt bagefter at blive tacklet af en pige, fortæller hun.
Se hele tv-indslaget fra 2010 herunder:
Ajax, Tottenham og FCK vs. Montpellier
Som 19-årig havde Katrine Veje lige spillet sig til en fast plads på landsholdet, men det var ved siden af skolegangen på gymnasiet.
Til sammenligning har Christian Eriksen siden teenageårene skrevet kontrakt med den hollandske storklub Ajax og spiller i dag i Tottenham i den engelske Premier League. Rasmus Falk havde i 2010 netop skrevet fuldtidskontrakt med OB og spiller i dag i FC København.
Katrine Veje lagde i det syv år gamle interview ikke skjul på, at hun er misundelig på Christian Eriksen.
- Vi træner lige så meget, som han gør, men sådan er det jo, erkender Katrine Veje.
Katrine Veje blev kåret som årets fynske idrætsfund i 2007. Samme år blev hun udnævnt som det største talent i dansk kvindefodbold.
Efter EM-slutrunden skifter Katrine Veje fra Brøndby til franske Montpellier. Torsdag aften spiller hun en af karrierens vigtigste fodboldkampe: EM-semifinalen mod Østrig.