Kom med ind bag murene til en af landets mest sikrede institutioner

Ungdomsinstitution Egely ved Middelfart har fået alvorlig kritik fra Ombudsmandens Børnekontor. Ledelse og medarbejdere har taget kritikken til sig, men fortæller samtidig, at der vil opstå situationer, hvor pædagogikken kommer til kort.

Umiddelbart ligner det en moderne efterskole. Værelserne er forsynet med fladskærmsfjernsyn samt eget wc og brusebad.

Her er veludstyrede skolelokaler, hyggelige køkken-alrum, idrætshal, metal-, træ- og kreativ-værksteder, motionsrum og gamer-maskiner.

Men værelserne bliver låst af om natten og hele området er omkranset at en syv meter høj massiv betonmur.

Vi er på Ungdomsinstitutionen Egely lidt uden for Nørre Aaby i Middelfart Kommune. En sikret døgninstitution for blandt andet varetægtsfængslede unge.

Egely er en af landets mest sikrede ungdomsinstitutioner.

Kritiseret af ombudsmanden

Egely er blevet kritiseret for at bryde både dansk og international lovgivning. Kritikken kommer fra Ombudsmandens Børnekontor, der efter et tilsynsbesøg kritiserer personalet for at bruge ulovlig magtanvendelse og isolation af de indsatte unge.

- Det, der er omtalt i Ombudsmandens rapport, er en stigning i brug af sikringsceller og isolation, og det har været i forhold til en enkelt person, der virkelig har haft store vanskeligheder og udfordringer, at det i virkeligheden er den mindst indgribende sanktion, der er gjort brug af for at sikre hendes ve og vel, at placere hende i en sikringscelle, fortæller Jonas Nordklitgaard, der er afdelingsleder på Egely.

Jonas Nordklitgaard har svært ved at se, hvad de eller kunne gøre. Der vil opstå situationer, hvor pædagogikken kommer til kort. 

- Sikringscellen er selvfølgelig indgribende. Vi kunne have brugt hendes værelse, men det var splittet fuldstændigt ad. Hun havde ødelagt alt, hvad der var derinde. Det har virkeligt været en udfordring for personalet, siger Jonas Nordklitgaard.

Afdelingsleder på Egely, Jonas Nordklitgaard, har svært ved at se, hvad de eller kunne gøre.

Efteruddannelse og nye procedurer

Egely tager kritikken fra Ombudsmandens Børnekontor til sig og er i gang at med ændre procedurer og efteruddanne personalet.

- Vi skal blive bedre, men det skal vi altid, uanset om Ombudsmanden kommer eller ej. Men det er klart, at når der kommer noget kritik, så opper man sig, og får bragt de ting til ende, der har være forkerte. For lovgivningen skal overholdes, siger Jonas Nordklitgaard.

Er varetægtsfængslede i surrogat

Der er plads til 19 unge i alderen 15 til 18 år på Egely. I enkelte tilfælde kan de være ned til 12 år. De 14 er anbragt på sikrede afdelinger og fem på en særligt sikret afdeling.

- Der er forskellige grundlag for, at de unge er anbragt på Egely. Men størstedelen af dem sidder varetægtsfængslede i surrogat, mens deres sager bliver opklaret, fortæller Jonas Nordklitgaard.

Udover en kriminel baggrund har de unge ofte også andre ting at slås med.

- Det, der kendetegner de unge, er en dyssocial adfærd og forskellige misbrugsproblemer, siger Jonas Nordklitgaard.

Isolerer de unge på værelser

Ombudsmandens Børnekontor har også kritiseret Egely for at isolere en gruppe unge på deres værelser efter en episode, hvor de unge rottede sig sammen mod personalet.

- Fem unge i alderen 15 til 18 år på en afdeling kan være nogle ordentlige drenge en gang i mellem. Hvis de får den ide at rotte sig sammen mod personalet - der vil ofte være to eller tre ansatte på arbejde på afdelingen - så er der store udfordringer. Og i den forbindelse handler det måske mere om muskelkraft, selv om det er det, vi ønsker allermindst. For det er den den pædagogiske tilgang vi ønsker, siger Jonas Nordklitgaard.

Rasmus Kristensen er ansat som pædagog på Egely, og de voldsomme situationer skræmmer ham ikke.

- Det er vigtigt, at man har sine kollegers opbakning og tillid til, at de gør deres arbejde og er der for en, når man står i de her situationer, for det er meget krævende at stå alene i sådan en situation. Så det er vigtigt, at der er opbakning, og det synes jeg, der generelt er hele vejen rundt, siger Rasmus Kristensen.

Rasmus Kristensen er ansat som pædagog på Egely, og de voldsomme situationer skræmmer ham ikke.

Et skub i en ny retning

Men konflikterne er undtagelser, lyder det fra Egely. Målet er gennem skolegang, aktiviteter og en struktureret dagligdag at give de unge et skub i en ny retning.

- Mit arbejde går ud på at at danne en relation til de unge, så jeg kan gå ind og påvirke dem. Påvirke deres meninger og holdninger til det miljø, som de kommer fra, og forhåbentligt plante et lille frø, som gør, at de kan gå en anden vej end det, som de har gang i nu, siger Rasmus Kristensen.

- Mit arbejde går ud på at at danne en relation til de unge, så jeg kan gå ind og påvirke dem. Påvirke deres meninger og holdninger til det miljø, som de kommer fra, og forhåbentligt plante et lille frø, som gør, at de kan gå en anden vej end det, som de har gang i nu, siger Rasmus Kristensen.

De unge er i gennemsnit to måneder på Egely, men i praksis kan det være fra nogle få dage og op til rekorden på 23 måneder.

Modsat fængslerne, som er underlagt kriminalforsorgen, er Egely en del af Socialcenter Lillebælt ved Region Syddanmark.

Normalt er Egely lukket land for offentligheden, men TV 2/FYN har har fået mulighed for at komme indefor og kan her givet et lille indblik i en helt anden verden.

Da de unge på Egely er under 18 år, har det ifølge institutionens regler ikke været muligt at tale med de unge eller lave optagelser af dem.

Se indslaget her:

Normalt er Egely lukket land for offentligheden, men TV 2/FYN har har fået mulighed for at komme indefor og kan her givet et unikt indblik i en helt anden verden.

Læs mere om Egely her.

Fakta om Egely

 

 

 

Oversigt

    Oversigt