Løbet op af politihund: Fynbo fængslet for tyveri af håndsprit fra sygehus

En mand fra Vestfyn er varetægtsfængslet for et indbrud på Middelfart Sygehus. Dommer fandt grundlag for anvendelse af skærpet straf, hvilket er en mulighed ved coronarelateret kriminalitet.

Opdatering
Clock11. apr 2020, kl. 12:38
Den 51-årig mand blev lørdag varetægtsfængslet for indbruddet på Middelfart Sygehus, hvor der blandt andet blev stjålet håndsprit, skriver anklagemyndigheden ved Fyns Politi på Twitter. Ved grundlovsforhøret i Retten i Odense fandt dommeren, at der er grundlag for anvendelse af skærpet straf, hvilket er en mulighed ved coronarelateret kriminalitet. Ifølge TV 2/Fyns oplysninger er det første gang på Fyn, at den nye paragraf tages i anvendelse.

En 51-årig mand fra Vestfyn kan meget vel forvente, at der bliver set strengt på hans ugerning sent på aftenen fredag.

Her brød manden ind på Middelfart Sygehus på Østre Hougvej i Middelfart ved at smadre en rude.

Personale hørte, at der var nogen i bygningen og slog alarm klokken 23.12.

Ifølge vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland stak manden af, da han blev opdaget. Men den 51-årige blev løbet op af en politihund, og sidder nu på politigården i Odense.

Manden blev taget med blandt andet et fladskærms tv, diverse elektronik og ikke mindst håndsprit og masker.

- Med håndsprit og masker er vi ovre i de nye bestemmelser, hvor man ser anderledes tungt på det. Men det skal vi nu have vurderet, siger Steen Nyland til TV 2/Fyn.

Tidligere på måneden vedtog Folketinget en hastelov om hårdere straffe for coronarelateret kriminalitet. Eksempelvis blev straffen for tyveri af håndsprit og værnemidler hævet fra bødestraf til fængselsstraf.

Oversigt

    Oversigt