23. maj. 2018 kl. 6:43

Ny national klima-liste: Middelfart er med helt fremme i bussen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Ny klimaliste hylder Danmarks 100 bedste klimaprojekter. Middelfart Kommune ligger helt i top.

Middelfart Kommune er Syddanmarks bedste til klima. Og tredjebedst på landsplan.

“Det er vigtigt, at klimatilpasning og - forebyggelse ikke bare er snak og noget, der står på papir. Vi vil gerne vise, at man sagtens kan gøre noget konkret. Vi mener, at fremtidens vindere er dem, der rent faktisk formår at handle på klimaudfordringen. ”

— Thorbjørn Sørensen, Teknik- og Miljødirektør, Middelfart Kommune.

Det fremgår af ny udgivelse, som hylder landets 100 bedste kommunale klimaprojekter.

Middelfart Kommune er nemlig repræsenteret med hele seks klimaprojekter.

Dermed er Middelfart den kommune i hele Region Syddanmark, som har flest projekter med på listen. Og tredjeflest i landet.

- Det er virkelig et skulderklap og en kulmination på mange års målrettet arbejde, siger Thorbjørn Sørensen, Teknik- og Miljødirektør i Middelfart Kommune.

Middelfart Kommune har haft fokus på klima og bæredygtighed siden kommunalreformen.

- Det er vigtigt, at klimatilpasning og - forebyggelse ikke bare er snak og noget, der står på papir. Vi vil gerne vise, at man sagtens kan gøre noget konkret. Vi mener, at fremtidens vindere er dem, der rent faktisk formår at handle på klimaudfordringen. Og det altså hvad enten det handler om at forebygge klimaforandringerne eller om at tilpasse os dem, siger Thorbjørn Sørensen.

Læs også: I øst og vest: Her er stigningen af fødsler størst
Gå tilbage Del
22. maj. 2018 kl. 5:03
Fyn

I øst og vest: Her er stigningen af fødsler størst

Flemming Ellegaard

To fynske kommuner har langt større stigning i fødselstal over de seneste fem år end mange andre fynske kommuner. Nyborg og Middelfart ligger i top.

“Der er fokus på en masse stier, man kan gå på, en masse lækre strande, dejlige dyreparker og dejlige skove, og det vil jeg gerne give min datter”

— Emma Rattenborg Hessels, mor, Middelfart Kommune

To fynske kommuner har langt større stigning i fødselstal over de seneste fem år. Nyborg og Middelfart ligger i top.

Der er kommet flere bleer og sutteklude på både Øst- og Vestfyn. Tal fra Danmarks Statistik viser, at de to kommuner har haft en stigning i antal af fødte de seneste fem år.

Nyborg ligger øverst med en stigning på 24,6 procent og lige efter følger Middelfart med 19 procent. Til sammenligning har eksempelvis Nordfyns Kommune et fald på 3,4 procent.

En af dem, der er flyttet til Middelfart, er Emma Rattenborg Hessels. Hun blev mor til Anna for knap tre måneder siden, men rykkede inden da fra Odense til Brenderup.

- Der er fokus på en masse stier, man kan gå på, en masse lækre strande, dejlige dyreparker og dejlige skove, og det vil jeg gerne give min datter, siger Emma Rattenborg Hessels.

Hun og hendes mand arbejder ellers begge i Odense, men der ville de ikke stifte familie.

- Odense er en meget stor by, når man godt kan lide det stille og roligt. Odense handler rigtig meget om byen og ikke så meget om resten af kommunen, synes jeg, hvor Middelfart har rigtig meget fokus på yderområderne.

Et større jobmarked

For Emma Rattenborg Hessels betyder naturen meget, og det var med til at afgøre, at Middelfart blev den kommune, hun skal opfostre sin familie i.

Men at Nyborg og Middelfart Kommune klarer sig bedst skyldes ifølge forskningschef hos Center for Fremtidsforskning, Marianne Levinsen, de to kommuners geografiske placering.

- Nyborg er lidt Sjælland også. Der er et sjællandsk opland, der er Odense, og der er forskellige steder på Fyn. I Middelfart har du hele det jyske Trekantområde, så det er opland, geografi og muligheden for mange forskellige job, siger Marianne Levinsen.

At de to byer har billigere boligpriser spiller også ind:

- Hvis man flytter sig ti, tyve, tredive kilometer udenfor de større byer, har man måske stadig sin arbejdsplads tæt på, men kan få en bedre bolig og mere naturskønne omgivelser, siger Marianne Levinsen.

I 2017 er der kommet 55 flere børn i Middelfart Kommune sammenlignet med 2013. Det tal er 59 for Nyborg Kommune.

Kommuner både kan og vil

Klima100-publikationen, som Realdania og Sustainia står bag, har til formål at hylde og synliggøre de mange grønne idéer og løsninger, som allerede er realiseret rundt omkring i de danske kommuner.

- Aldrig før er der tegnet et så omfangsrigt, grønt samtidsbillede af de danske kommuner. Klima100 er et vidnesbyrd om, at kommunerne hverken mangler ambitioner, opfindsomhed eller handlekraft, når det gælder om at bekæmpe klimaforandringerne lokalt og tilpasse land og by til et foranderligt og uforudsigeligt klima, siger Anne Skovbro, Filantropidirektør i Realdania.

“Det er virkelig et skulderklap og en kulmination på mange års målrettet arbejde”

— Thorbjørn Sørensen, Teknik- og Miljødirektør i Middelfart Kommune

Idéen er, at det vil inspirere til endnu flere grønne idéer og projekter.

- Klima100 viser, hvor meget de enkelte kommuner kan løfte i Danmarks grønne omstilling. Væbnet med al den inspiration, der ligger i Klima100, ser vi frem til at arbejde med kommunerne for at sætte endnu mere fart i den grønne omstilling, siger Rasmus Schjødt Pedersen, direktør i Sustainia.

Et hav af projekter

Middelfart Kommunes klimaprojekter handler både om tilpasning og forebyggelse. Kommunen har blandt andet bygget en klimaby, der er designet til at håndtere de store mængder regn, klimaforandringerne medfører.

Og på forebyggelsessiden udbyder kommunen byggegrunde, hvor der allerede er etableret rør til jordvarme. Det får flere husbyggere til at vælge den klimavenlige opvarmningsform.

- Vi arbejder også sammen med en ildsjæl i Brenderup om solcelledreven vejbelysning, siger Thorbjørn Sørensen.

Fra de øvrige fynske kommuner er eksemplerne Ærøs elfærge, den blågrønne bydel i Tommerup, Assens, Odense Kommunes regnvandsløsning ved Glisholms Sø og mange flere.

Hele listen kan downloades her.

Region Syddanmark har 21 klimaprojekter med på klima100-listen.

Læs også: Det mærker de i Svendborg: Flere bygger nyt med gammelt
Gå tilbage Del
25. apr. 2018 kl. 14:40

Det mærker de i Svendborg: Flere bygger nyt med gammelt

Sara Fuglsig

Bæredygtigt byggeri vinder frem. Pengestærke aktører som pensionskasser investerer i stigende grad i bæredygtige byggerier. Udviklingen kan mærkes på Sydfyn. For her lever Claus Juul Nielsen af at genbruge mursten.

Claus Juul Nielsen samler en matgul mursten op.

- Den her kommer fra Nyborg Slot, hvor de er i gang med en større renovering. Så er det jo dejligt, de ringer til os i stedet for, at sten som den her ender i en markvej, siger han.

“Det er egentligt investorerne, der driver væksten lige nu. Vi kan se, at de store pensionskasser, de får simpelthen et større afkast ved at investere i bygninger, der er bygget efter bæredygtige principper.”

— Christina Melvang, forretningschef for energi og byggeri, Miljøforum Fyn

Han vejer stenen i hånden.

- Det er sgu o.k. lige at bøje sig ned og samle en mursten op, rense den og bruge den igen.

Det er 15 år siden, Claus Juul Nielsen stiftede virksomheden Gamle Mursten. Dengang var der ikke mange, der tænkte på bæredygtighed i byggeriet.

Helt anderledes er det i dag.

- Tidligere solgte vi mest til mindre renoveringsopgaver. Men i dag er vi leverandører til større nybyggerier. Det er parcelhuse, kontorbyggerier, lejligheder, nye skoler, fortæller Claus Juul Nielsen.

Virksomheden har haft stigende omsætning de seneste otte år og beskæftiger i dag 17 ansatte.

Og det er ikke kun på Sydfyn, der er penge i at bygge bæredygtigt.

Det fortæller Christina Melvang, forretningschef for energi og byggeri hos Miljøforum Fyn.

- Vi er i fremgang på det her. Det er et område, der udvikler sig hele tiden. Og det er egentligt investorerne, der driver væksten lige nu. Vi kan se, at de store pensionskasser får simpelthen et større afkast ved at investere i bygninger, der er bygget efter bæredygtige principper, siger Christina Melvang.

For selvom det ofte er lidt dyrere på kort sigt at bygge bæredygtigt, er den bæredygtige bygnings langsigtede totaløkonomi bedre, forklarer hun.

Cement: Et århundredes forbrug på tre år

Statistikken bakker hende op.

Globalt set står byggeriet i dag for godt en tredjedel af al den CO2, vi mennesker udleder.

Men vi bygger også som aldrig før.

“Hvis vi solgte noget, der er var virkelig grimt, så købte folk ikke vores sten lige gyldigt, hvor grønne de var. Betingelsen er, at folk synes vores mursten er flotte.”

— Claus Juul Nielsen, direktør, Gamle Mursten

Ifølge Dansk Arkitektur Center har Kina for eksempel på tre år brugt lige så meget cement, som USA gjorde i løbet af hele det 20. århundrede. Herhjemme stammer 40 procent af vores samlede affald fra byggeriet.

Sådan et forbrug vil uvægerligt påvirke vores miljø og klima. Derfor er der også bred enighed i branchen om, at vi bliver nødt til at tænke mere bæredygtigt.

Ifølge en opgørelse fra Green Building Council steg markedet i Europa for bæredygtige byggematerialer og komponenter med knap 30 procent fra 2013 til 2015.

Hos Gamle Mursten på Sydfyn mærker Claus Juul Nielsen også udviklingen. Hans problem er ikke mangel på kunder. Han mangler mursten.

- Den største udfordring, vi har, er ikke at have råvarer nok. Ofte er vi nødt til at køre meget langt efter dem. Det kan indimellem godt bremse os, at vi ikke kan efterkomme de ordrer, vi får, siger direktøren.

Klimahensyn sælger ikke mursten

Og det er altså ikke, fordi Claus Juul Nielsens mursten er meget billigere end nye mursten, at det går godt.

Som regel koster en af hans brugte mursten det samme som en ny. I nogle tilfælde er de brugte endda dyerere end nye mursten.

Til gengæld koster de langt mindre CO2 at producere.

- Når man samler 2000 mursten op fra jorden og genbruger dem, så har man sparet et ton CO2. Det er kolde facts, regnet ud af Miljøstyrelsen. Her hos os renser vi cirka tre millioner sten om året.

Men Claus Juul Nielsen ved det godt: Én ting er endnu vigtigere end klimaet, hvis man gerne vil sælge gamle mursten:

- Hvis vi solgte noget, der var virkelig grimt, så købte folk ikke vores sten. Ligegyldigt hvor grønne de var. Betingelsen er, at folk synes, vores mursten er flotte.

9. jan. 2025 kl. 11:23
Tophistorie

T-shirts til 25 kroner - nu åbner tøjbutik med "uhørt lave priser"

LYT
Del
Link
kopieret!

Den svenske tøjgigant Lager 157 åbner snart en butik i Rosengårdcentret med tøj til “uhørt lave priser”. Det skriver MigOgOdense på baggrund af en pressemeddelelse.

Tøjvirksomheden tilbyder blandt andet t-shirts til mænd til 25 kroner, jeans til kvinder til 160 kroner og skijakker til børn til 300 kroner.

Lager 157 har mere end 80 butikker i Norden og Tyskland. Det bliver kædens sjette butik i Danmark, eftersom kæden lige nu har fire butikker i Jylland og en på Sjælland.

I december skrev Lager 157 på virksomhedens LinkedIn-profil, at den ville åbne en 2.145 kvadratmeter stor butik i Odense. Der var det dog ikke nærmere specificeret, hvor den nye butik skal ligge.

Butikken åbner 27. februar.

9. jan. 2025 kl. 6:00
Tophistorie
Fyn
Morten Albek

Ulovligt fyrværkeri sælges i stor stil på Facebook - blev tilbudt 20 livsfarlige bomber på en time

LYT
Del
Link
kopieret!

Ulovligt fyrværkeri florerer i stor stil i en åben salgsgruppe på Facebook. Det kan TV 2 Fyn dokumentere efter en gennemgang af gruppen "Kanonslag", som har næsten 10.000 medlemmer.

Her reklameres der for alt fra mindre kanonslag, overskudslagre af lovligt fyrværkeri til hjemmelavet krudt. Men der annonceres også for de farlige krysantemumbomber, som endte med at koste en 24-årig mand livet kort efter midnat nytårsnat.

TV 2 Fyn besluttede sig derfor for at undersøge, hvor nemt en købsaftale med en sælger kan komme i stand.

På under en time blev vi tilbudt i alt 20 krysantemumbomber fra én sælger. Fyrværkeriet kunne afhentes allerede samme eftermiddag i Esbjerg.

Sådan gjorde vi

På TV 2 Fyn satte vi os for at undersøge markedet for ulovligt fyrværkeri for at afdække, hvor nemt og tilgængeligt det er at fremskaffe.

Under falsk navn på Facebook kontaktede vi flere sælgere på Messenger. Sælgere som er aktive i gruppen ”Kanonslag”, hvor de har lavet salgsopslag.

TV 2 Fyn har ikke på noget tidspunkt haft til hensigt at købe ulovligt fyrværkeri, og redaktionen har tilkendegivet os og vores formål over for sælgerne, så snart vi er blevet tilbudt det ulovlige fyrværkeri.

TV 2 Fyn har tilbudt sælgerne at svare på spørgsmål om det ulovlige fyrværkeri. Det har de enten ikke ønsket eller ikke svaret på.

Fire minutter

En anden person reklamerede i Facebook-gruppen, at han havde såkaldte FP3-kanonslag til salg i Odense. En type fyrværkeri, som er ulovligt i Danmark, men i stor stil bestilles hjem fra hjemmesider i blandt andet Polen.

Mange af disse postordrer fanges i tolden, men nogle slipper igennem, ligesom andre af disse stykker pyroteknik afhentes af sælgerne selv i udlandet og smugles over grænsen.

Fra en falsk Facebook-profil kontaktede TV 2 Fyn sælgeren, som efter få sekunder svarede, at han kun havde fire af kanonslagene tilbage. Han var villig til at sælge dem for 50 kroner.

Morten Albek

For at være sikker på, at det ikke var det pure opspind, bad redaktionen sælgeren sende et billede af kanonslagene. Billedet kom prompte, og efter blot fire minutter var sælgeren klar til at lave en handel.

Efter at TV 2 Fyn fortalte sælgeren, at vi ikke havde i sinde at købe hans produkter, men høre ham, hvorfor han sælger ulovligt krudt, ophørte kontakten.

Mængderabat

Den krysantemumbombe, som nytårsnat slog en 24-årig mand ihjel i Odense, blev af Fyns Politi omtalt som en “meget stor bombe”. Politiet har efterfølgende sigtet tre mænd for uagtsomt manddrab.

Og netop krysantemombomber er der også til salg flere steder i Facebook-gruppen. Onsdag middag reklameres der for fyrværkeri af denne type i både København og Esbjerg. Bomberne bliver i opslagene omtalt som “kugler”.

En sælger reklamerede eksempelvis med fem-tommer-kugler til 4.000 kroner for ti styk - eller 400 kroner per potentielt dødbringende eller invaliderende stykke sprængstof.

Ifølge Peter Hald, der er kemiker og sikkerhedsleder ved institut for kemi på Aarhus universitet, er ingen former for krysantemumbomber ufarligt.

- Krysantemumbomber laves i alle størrelser. Deres størrelse opgives ofte som deres diameter i tommer, og typiske størrelser går fra to til ti tommer. Jo større de er, jo kraftigere er effekten også. Der er ikke noget fyrværkeri, som er ufarligt, når man bruger det forkert.

“Har du stadig kugler til salg,” spurgte TV 2 Fyn sælgeren i Esbjerg i en besked på Messenger.

39 minutter efter svarede manden, og få minutter efter tilbød han ti fire-tommer krysantemumbomber for 2.500 kroner, og så ville der medfølge en gratis kasse kanonslag.

Morten Albek

Yderligere ti 2,5-tommer bomber kunne vi få for 700 kroner, men allerede inden TV 2 Fyn får svaret, begyndte sælgeren selv at prutte prisen ned. Ti af de store bomber skulle nu kun koste 2.200 kroner og afhentes samme eftermiddag i Esbjerg.

Igen ophørte kontakten efter at TV 2 Fyn meddelte sælger, at vi ikke havde i sinde at købe hans varer. Han er ikke vendt tilbage på vores ønske om at stille spørgsmål.

Stor interesse

I København viste en tredje sælger på Facebook en papkasse indeholdende fem krysantemumbomber.

Opslaget var oprettet under et døgn, efter den 24-årige mistede livet. Opslaget havde fået 71 kommentarer, hvoraf hovedparten viste interesse for at købe.

Denne sælger har TV 2 Fyn ikke kontaktet, men opslaget viser alligevel tydeligt, hvor nemt det er at komme i kontakt med sælgerne af de farlige sprængstoffer. Fælles for alle salgsannoncerne er, at ingen af dem kræver medlemskab af gruppen for at kunne se dem og kontakte sælgerne.

Grafik TV 2 Fyn

Det lader dog ikke til, at myndighederne bare lader stå til. 10. december blev der eksempelvis beslaglagt 10.000 kanonslag og 5-600 krysantemumbomber under en ransagning i Måløv.

I hele 2023 tilbageholdt Toldstyrelsen 2,2 ton ulovligt fyrværkeri, som var på vej ind over grænsen. I de første tre kvartaler af 2024 blev der beslaglagt yderligere et halvt ton.

9. jan. 2025 kl. 9:45
Tophistorie
Local Eyes

Nye fotovogne forvirrer - går efter bestemte trafikanter

LYT
Del
Link
kopieret!

Sund & Bælt har fået nye fotovogne, som registrerer kilometerbaseret vejafgift på lastbiler.

Fotovognene er taget i brug, efter at en ny afgift er trådt i kraft. Den skal bidrage til den grønne omstilling af den danske vejtransport.

Men de nye vogne skaber lidt forvirring blandt bilister. Blandt andet var der i en lokal facebookgruppe undren, da en af vognene holdt ved Svendborgmotorvejen omkring Kværndrup.

Men det er altså ikke vogne, som bilister skal frygte, fortæller Jens Villemoes, der er pressechef i Sund & Bælt:

- De kan godt forveksles med fotovogne, men de er kun rettet mod lastbiler over 12 ton. Bilerne indgår i kontrollen af vejafgifter for lastbiler, der blev indført 1. januar.

Local Eyes
Local Eyes
/
9. jan. 2025 kl. 10:25
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Advarer om "meget glatte veje"

LYT
Del
Link
kopieret!

Bilister på Fyn bør være opmærksomme på glatte vejbaner.

Ifølge TV 2 Vejret er temperaturerne i vejbanerne nemlig under frysepunktet, hvilket kombinereret med den megen regn, som er faldet på det seneste, ikke er den bedste kombination.

- Det kan føre til meget glatte veje, skriver TV 2 Vejret.

Det kan være svært at se det glatte føre, når vandet på vejbanerne er frosset til. Der er især tale om vejbaner på det vestlige Fyn.

Vagtchef hos Fyns Politi Steen Nyland siger til TV 2 Fyn, at bilister bør køre efter forholdene.

TV 2 Vejret
9. jan. 2025 kl. 8:46
Kent Rasmussen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

OB mister stortalent - forhandler med flere udenlandske klubber

LYT
Del
Link
kopieret!

Et af de helt store stjerneskud er på vej ud af Ådalen. Tobias Slotsager var af mange spået som fremtidens forsvarskrumtap, hvis ikke han skulle indbringe øens hold en rekordsum.

Nu ligner det, at han forlader klubben for beskedne en million euro - svarende til små 7,5 millioner kroner, skriver bold.dk.

Det er ifølge TV 2 Fyns oplysninger sandsynligt, at en aftale falder på plads i januar. Hvis ikke et salg lykkes, kan Slotsager forlade klubben transferfrit til sommer.

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger forhandler Tobias Slotsager med flere udenlandske klubber i disse uger. Blandt andet er et skifte til en engelsk klub i spil. Der er desuden stor interesse for Slotsager fra klubber fra Holland, Belgien, Portugal og Spanien.

Ledelse siger ja

Ifølge bold.dk’s oplysninger har OB-ledelsen afstemt, at man vil vende tommelfingeren opad til et bud på minimum 7,5 millioner kroner.

Et beløb, der frister flere udenlandske bejlere, og som altså er langt fra den rekordsum, der blev talt om, at Slotsager kunne indbringe.

Både tidligere sportsdirektør Björn Wesström og nuværende sportsdirektør Troels Bech har flere gange givet udtryk for, at en kontraktforlængelse var et ønske, men det til trods er det altså ikke lykkes parterne at blive enige om en aftale.

I sommer afviste OB kategorisk et bud på 15 millioner kroner fra østrigske Sturm Graz.

Slotsager var i september inkluderet som en ud af fire danskere på den eksklusive Golden Boy-liste.

9. jan. 2025 kl. 7:26
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Fjernvarme Fyn lukker for varmen

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvis du er bosat eller opholder dig i Odense SV, kan det være en god ide at finde tophuen frem. Fjernvarme Fyn lukker nemlig for varmen fra klokken 07.30 til klokken cirka 13 torsdag.

Det oplyser selskabet på dets hjemmeside.

Konkret drejer det sig om Brogårdsvej, Engblommevej, Engsnarren, Engsvinget og Lindholmvej, der vil opleve varmeafbrydelsen.

Årsagen skal findes i, at Fjernvarme Fyn vedligeholder og forbedrer fjernvarmerørene i området.

9. jan. 2025 kl. 6:30
Anna Ross/Ritzau Scanpix

Læger vil skyde prisen på cigaretter i vejret

LYT
Del
Link
kopieret!

En pakke cigaretter skal koste mindst 120 kroner, og prisen på nikotinposer og lignende produkter skal tilsvarende følge trop.

Bag forslaget er Lægeforeningen, der torsdag offentliggør i alt ti forslag, der skal styrke indsatsen for at fjerne tobak og nikotin - især fra børn og unges hverdag.

Prisforhøjelsen er vigtig, siger formand for foreningen Camilla Rathcke, fordi erfaringen fra andre lande viser, at en høj pris er det mest effektive middel til at undgå, at børn og unge begynder at ryge.

- Prisen er meget afgørende, hvis man vil afholde folk fra at begynde på en dårlig vane. Samtidig påvirker prisstigninger dem, der er i gang, til at stoppe. siger hun.

9. jan. 2025 kl. 5:00
TV 2 Vejret

Glatte veje truer - inden dagen kan byde på sol

LYT
Del
Link
kopieret!

Torsdag morgen er der risiko for glatføre i forbindelse med frysende våde vejbaner eller en enkelt snebyge.

Ellers byder dagen på lidt eller nogen sol, og kun stedvis vil der falde en byge. Bygerne vil mest være med regn eller slud, men enkelte snebyger kan heller ikke udelukkes.

Temperaturen når op mellem en og fem graders varme med en svag til jævn sydvestlig eller skiftende vind.

8. jan. 2025 kl. 22:17
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kontroversiel konkursrytter får frataget millionstøtte til lokalmedie

LYT
Del
Link
kopieret!

I december oplyste Medienævnet, at lokalmediet Ærø Dagblad stod til at få mediestøtte for 1,4 millioner kroner. Nu ser det dog ud til, at det lille lokale medie, der drives af Carsten Lehrskov-Schmidt, ikke får en krone.

Det skriver fagbladet Journalisten onsdag.

Fagbladet har ikke haft mulighed for at få svar fra Medienævnet på, hvad årsagen er, men ifølge Journalisten kan det muligvis hænge sammen med Carsten Lehrskov-Schmidt fortid.

Flere konkurser bag sig

Han har nemlig to tvangsopløste virksomheder, ni konkurser og fem igangværende konkurssager i bagagen, skriver mediet.

Carsten Lehrskov-Schmidt forklarer selv til Journalisten, at “han er blevet bedt stille en bankgaranti for den krævede delvise egenfinansiering af projektet.”

Det er ikke lykkedes på grund at juleferie og nytår, og det skulle være årsagen til, at støtten er trukket tilbage, fortæller han videre.

Ærø Dagblad lyder det dog i en artikel onsdag, at mediet helt har droppet tilskuddet på 1,4 millioner kroner, da “kravene fra Slots- og Kulturstyrelsen blev for omfattende.”

Indtil februar sidste år var han også involveret i nichemediet Byens Ejendom. Men her måtte han efter flere år på pumperne også dreje nøglen om.

I Børsen fortalte Carsten Lehrskov Schmidt tidligere samarbejdspartner - det forhenværende radikale folketingsmedlem Kim Sejr - at han efter kort tid havde trukket sig fra deres fælles projekt Konferenceselskabet, som var en udløber af Byens Ejendom, på grund af samarbejdsproblemer.

8. jan. 2025 kl. 21:35

Odense Håndbold buldrer videre

LYT
Del
Link
kopieret!

Odense Håndbold er stadig ubesejret i Kvindeligaen i indeværende sæson. 12 ud af 12 kampe i grundspillet er nu vundet. Men den perfekte statistik kom under pres onsdag på Frederiksberg.

København Håndbold var længe fuldstændig med i opgøret mod førerholdet, men knap midtvejs i anden halvleg slog fynboerne et lille hul og kørte en sejr på 29-26 i hus.

Det betyder, at Odense topper tabellen med 24 point, Esbjerg følger efter med 22 point og Ikast med 20 point. København er nummer fire med 18 point.

EM-åbenbaringen Helena Elver var nok en gang omdrejningspunktet i Odenses angreb. Hun scorede selv fem gange på fem forsøg og assisterede ved yderligere otte scoringer.

8. jan. 2025 kl. 20:54
Frederik Kibsgaard

Hærværk på efterskole skaber utryghed - bi-familie sprængt i luften

LYT
Del
Link
kopieret!

Da eleverne på Langelands Efterskole vendte tilbage fra juleferie, var det til et ærgerligt syn.

Deres fælles have var blevet udsat for hærværk. Et af bistaderne var sprængt i stumper og stykker. Til stor ærgrelse for både elever og forstander.

- Der er jo mange ærgerlige ting i det, dels at der er en stor bifamilie, som er gået tabt, og at vi skal ud og investere i et nyt, men det er også ærgrelsen over, at det fine, der sker, når man laver noget sammen, det er der i hvert fald nogle enkelte, som ikke forstår, siger forstander Michael Thagaard.

Bistaderne er en del af efterskolens fælleshave, hvor frivillige foreninger og andre indbydes til at dele deres interesser med skolens elever.

8. jan. 2025 kl. 20:11
Fyn
TV 2 Fyn

Et manglende håndtryk gør Mohamad nervøs for sin fremtid i Danmark

LYT
Del
Link
kopieret!

En video fra Mohamad Jaafars hjemland har vakt international opsigt.

Personligt gør den ham endnu mere nervøs for sin egen fremtid.

- Det giver bare så mange tanker i mit hoved. Det er ikke et land, der sikkert at komme tilbage til nu, siger Mohamad Jafar.

Videoen er fra den franske og den tyske udenrigsministers besøg Syrien i fredags.

I klippet ses det, hvordan den nye syriske leder Ahmed Al-Sharaa undgår at give hånd til den kvindelige udenrigsminister fra Tyskland.

Er video en advarsel?

Mohamad Jaafar kom til Danmark i 2015. Han bor i Ullerslev og er i gang med en pædagoguddannelse.

Han er her på en midlertidig opholdstilladelse, som udløber om få måneder.

- Jeg har ingen lyst til at komme tilbage. Selvfølgelig vil jeg gerne se mine forældre, som jeg har savnet og ikke set i over 10 år. Men at rejse tilbage og blive dernede, der kunne jeg aldrig nogensinde forestille mig.

Men hans skæbne er uvis.

Derfor følger han nøje med i udviklingen i Syrien, hvor den nye ledelse har haft magten i nu en måned, efter Assad-styret faldt.

Antal syrere på Fyn og øerne

Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet er Mohamad Jaafar en af 3710 voksne indvandrere fra Syrien, som bor i de fynske kommuner.

Tallet dækker personer født i Syrien, som var bosat i de fynske kommuner pr. 1. januar 2024 - uanset opholdsgrundlag og statsborgerskab.

Og videoen med det manglende håndtryk gør ham bekymret for, hvilket samfund den nye ledelse kommer til at forme i Syrien. For med hans ord “bliver det allerede lidt ekstremt”, når man ser en leder, der undgår at give hånd til en kvinde.

- Hvis jeg er uenig med de ting, som de mener, vil jeg så blive straffet for det? Eller vil det blive ligesom i Danmark, hvor man kan sige, hvad man mener uden at blive straffet?, spørger Mohamad Jaafar retorisk.

Ekspert: - Ustabilt og usikkert

Han frygter, at videoen med det fraværende håndtryk kan være en advarsel om, at der med den nye ledelse kan komme begrænsninger for borgenes levevis. For eksempel når det gælder religion, og hvad kvinder kan og må.

J'rg Blank/AP/Ritzau Scanpix

Lige nu er der mange ubesvarede spørgsmål om fremtiden for landet.

Den holdning deler Christine Crone, der er adjunkt ved Københavns Universitet og følger Syriens udvikling tæt.

- Det vil være en virkelighed, man vender tilbage til, som er utryg på rigtig mange måder. Ustabil og usikker.

Hun har også set videoen med det fraværende håndtryk til den kvindelige tyske udenrigsminister, som hun kalder problematisk.

- Jeg ville også sidde med en stor nervøsitet, hvis jeg var syrer. For man ved ikke, hvad det er for et Syrien. Én ting er, at jeg kan stå og håbe på det bedste. Men det betyder ikke, at jeg ikke også kan frygte det værste.

Asylsager sat i bero

Flygtningenævnet besluttede i december at sætte de igangværende asylsager for personer fra Syrien på pause. Det på baggrund af den usikre situation, som landet befinder sig i efter Assad-styrets fald, lød det i en pressemeddelelse.

Fra regeringen har der den seneste måned lydt forskellige toner, alt efter hvilken minister man lytter til.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne har over for DR kaldt det ‘100 procent forhastet bare at sende syrere hjem igen’, og har i interviews lagt vægt på, at man skal undersøge forholdene i Syrien nærmere, før man sender flygtninge tilbage.

Anderledes lød det i starten af december fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), kort efter Assad-styrets fald. I et interview med Berlingske gav han udtryk for, at han håber, at mange syriske flygtninge frivilligt vil tage hjem.

Hvem vurderer situationen?

Udlændingestyrelsen behandler i 1. instans sager om udlændinges ret til besøg og ophold i Danmark.

Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asylrelaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen

Kilder: us.dk, fln.dk

Vækker debat på Christiansborg

Hos Danmarksdemokraterne håber man, at mange vil tage hjem frivilligt. For at skubbe på vil man fordoble det pengebeløb, som syrere kan få for at tage tilbage til Syrien.

Men Mikkel Bjørn, udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti, mener ikke at de syriske flygtninge skal have en ekstra pengepose med hjem.

Til gengæld ønsker DF, at hjemsendelsen af de syriske flygtninge skal ske hurtigst muligt.

- Hvis de syriske flygtninge ikke kan vende tilbage til den nuværende situation, så må de opholde sig i Syriens nærområder, og så må de vente der, til situationen i Syrien gør det muligt at vende tilbage.

Udlændingeordfører for Moderaterne, Mohammad Rona, mener, at man skal slå koldt vand i blodet. Særligt efter de signaler, som man indtil videre har set, fra den nye regering i Syrien - blandt andet det udeblivende håndtryk til den kvindelige tyske udenrigsminister.

- Vi kan jo ikke bare sende nogen tilbage til et land, hvor vi ikke ved noget om sikkerheden. Vi kan ikke stå her og garantere folks sikkerhed, hvis vi sender dem tilbage igen nu, siger han i en TV-debat med Mikkel Bjørn hos TV 2 Fyn.

8. jan. 2025 kl. 19:10
Fyn

Claus overlevede katastrofe-tog på Storebælt - tirsdag undslap han endnu en togulykke

LYT
Del
Link
kopieret!

Claus Bjerring Christiansen var heldig, da han i januar 2019 var med i katastrofetoget på Storebælt.

Han overlevede kollisionen med det modkørende DB Cargo-togs containere, der havde revet sig løs i den kraftige blæst og med et defekt låsesystem.

Otte andre passagerer døde.

Tirsdag morgen fik Claus Bjerring Christiansen nærmest et deja vu, da han var med intercitytoget og passerede Ullerslev Station.

På et sidespor var en DB Cargo-godsvogn parkeret med en container krængende ud over et såkaldt veksellad.

Foto taget af ukendt fotograf ved Ullerslev.

- Jeg troede, det var løgn. Efter ulykken på broen i 2019 ligger det dybt i mig, at jeg altid er meget opmærksom på, om det blæser, når jeg skal med toget over Storebælt, siger Claus Bjerring Christiansen, der til daglig er direktør i Semler Gruppen.

Claus Bjerring Christiansen var på vej fra Odense med intercitytoget klokken 9, og i Ullerslev skulle IC-toget holde tilbage for et godstog, der holdt på Ullerslev Station.

Kraftig blæst

Natten til tirsdag var der kraftig blæst og visse steder vindstød af orkanstyrke.

Det er uvist, hvad der har forårsaget den alvorlige situation med cotaineren, der var på vej fra Taulov til Høje Taastrup.

Altså om cotaineren ikke har været ordentlig fastgjort i de fire hjørner, eller om stormen ved egen kraft har kunnet rykke den tunge container ud af sine fæstninger.

I første omgang blev Havarikommissionen, Banedanmark og DG Cargos teknikere tilkaldt, og ifølge Klaus Seneca Jensen, der er leder af Havarikommissionens jernbaneenhed, kan man efter den første indledende undersøgelse konstatere, at der er tale om et veksellad, der har været skubbet ud af position.

Et veksellad er en container, der er fastgjort med tapper i fire hjørner. Vekselladet kan dermed transporteres både på en lastvogn og en togvogn.

Hændelsen kan dermed ikke sammenlignes med en tidligere hændelse fra 2021, hvor en sættevognstrailer rev sig løs, fordi den ikke var låst ordentlig fast med hovedbolten i lommevognens låseanordning – den såkaldte skammel, oplyser Klaus Seneca Jensen.

I begge tilfælde var det dog DB Cargo, der var transportør, ligesom ved ulykken i 2019.

- Jeg har noteret mig, at der ikke er tale om en sættevognstrailer denne gang, men jeg er sådan set ligeglad med, om det er den ene eller anden type container, der er på vej til at ryge af DG Cargos godsvogne, siger Claus Bjerring Christiansen.

Trafikstyrelsen oplyser, at det er for tidligt at vurdere, hvad der er årsagen til hændelsen, og hvilke konsekvenser det vil få, før Havarikommissionen har undersøgt sagen.

Fokus på fastspænding af gods

Ifølge Trafikstyrelsens sikkerhedsrapport for jernbanetransport, der blev offentliggjort i november 2024, har der siden ulykken på Storebælt i 2019 ikke været enkeltstående hændelser, som har givet anledning til at ændre det overordnede risikobillede.

- Dog har Trafkstyrelsens tilsyn igennem de sidste år haft fokus på fastspænding af gods, og der blev gennemført en række tilsyn med dette område i 2023. Det har resulteret i en række observationer omkring lommevogne, hvor det primære er, at gardinstrammere enten ikke har siddet korrekt eller har været løse. Styrelsen har konstateret, at de uvarslede inspektioner resulterer i flere observationer end varslede inspektioner, hedder det i rappporten.

Mia Scheelsbeck, communication manager, DB Cargo Scandinavia A/S, siger til TV 2 Fyn, at Havarikommissionen, Banedanmark og DB Cargos egne teknikere blev tilkaldt til hændelsen, at der er igangsat en ekstern undersøgelse, ligesom DB Cargo har iværksat en intern undersøgelse af episoden.

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her