Udskældte ”højhuse” vedtaget: Nu skal der bygges i seks etager ved Strib

24 meter høje boligejendomme skal nu bygges i udkanten af Strib. Det vedtog byrådet i Middelfart Kommune mandag eftermiddag.

Byrådet i Middelfart Kommune har sent mandag eftermiddag vedtaget, at der skal etableres et nyt boligområde ved det tidligere olieberedskabslager ved Brændeskov og Røjleskov i udkanten af Strib.

quote Jeg havde en forventning om, at politikerne havde tænkt lidt over, at så mange borgere gjorde modstand

Arno Kristiansen

Som en del af det nye boligområde skal der opføres tre seksetagers huse. Det besluttede 21 ud af byrådets 25 medlemmer mandag.

Under projektnavnet ”Skovhaven” ønsker man at opføre i alt omkring 135 boliger. Det skal bestå af 38 rækkehuse, et fælleshus i fire etager og tre buede seksetagers højhuse i en højde af 24 meter.

Planerne om byggeriet har mødt stor modstand i lokalområdet, hvor blandt andet en aktionsgruppe har bekæmpet byggeriet ved Billeshavevej.

- Jeg er skuffet over det. Vi vidste godt, at det ville blive stemt igennem, men jeg skuffet over, at det gik så let, og at så mange stemte for. Jeg er ked af det på de her 700-800 menneskers vegne, som har deltaget i debatten og har samlet underskrifter. Vi vidste godt, det ville blive stemt igennem, men jeg havde en forventning om, at politikerne havde tænkt lidt over, at så mange borgere gjorde modstand, siger Arno Kristiansen, som er et af medlemmerne af modstandsgruppen.

Flere positive elementer - trods alt

Fire af byrådets i alt 25 medlemmer stemte imod forslaget. Det ser Arno Kristiansen som noget glædeligt – og der er flere ting, han hæfter sig ved i den beslutning, der nu er truffet.

- Der er lidt positive ting i det, ved at flere træer er markeret som bevaringsværdige ud mod beboelsesområdet. Dem må man ikke fælde uden skriftlig tilladelse fra kommunen. Der er også lavet flere grønne områder for at højne diversiteten. Men altså, alle vil jo gerne have havudsigt, så den tilladelse til at fjerne træerne kommer formentlig om nogle år. Det er i udgangspunktet positivt – men det kan altid blive lavet om, ligesom de mange andre dispensationer i forbindelse med det her byggeri, siger Arno Kristiansen.

Han fortæller, at aktionsgruppen imod byggeriet nu planlægger at mødes i løbet af ugen for at se på mulighederne for den fortsatte kamp mod byggeriet.

- Der er allerede to sager ved planklagenævnet, der skal behandles. Og så vil vi se, hvad vi kan kaste os over. Der er flere ting, vi kan gribe fat i, siger Arno Kristiansen.

Det er Ejendomsudviklingsselskabet Living Development ApS fra Odense, der skal stå for byggeriet af de i alt omkring 135 boliger.

Oversigt

    Oversigt