14. dec. 2017 kl. 12:21
Fyn

Nu tør de: Fynske politikere står frem i sag om fynsk energisalg

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Flere byrådsmedlemmer bryder nu tavsheden om salget af fynsk energiselskab NGF Nature Energy. Enhedslistens Brian Skov er imod salget. DF's Jens Munk føler sig ført bag lyset og kalder sagen grotesk.

Det kommunalt ejede NGF Nature Energy, det tidligere Naturgas Fyn, kan skifte ejer. Den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners har nemlig tilbudt sig som køber.

Det erfarer TV 2/Fyn, der har set et udkast til aftalen.

Ifølge oplysninger vil NGF Nature Energy, der er ejet af otte fynske kommuner, sælge selskabets kommercielle del til kapitalfonden.

Netop i disse dage skal de fynske kommunalbestyrelser tage stilling til salget.

Læs også: Eksperter: Fynsk energisalg kan blive ny Dong-sag
Gå tilbage Del
13. dec. 2017 kl. 15:14
Opdateret: 13. dec. 2017 kl. 15:13
Fyn

Eksperter: Fynsk energisalg kan blive ny Dong-sag

Eksperter kritiserer nu i skarpe vendinger, at de fynske kommuner forsøger at holde salget af NGF Nature Energy hemmeligt. Hvis der ikke er noget at skjule, hvorfor så ikke tage en åben debat, spørger en økonom.

Opdateret 13.50 med kommentar fra direktør i NGF Nature Energy, Ole Hvelplund

- Der er jo ingen transparens i den her sag. Vi risikerer at stå med en ny Dong-sag, hvis NGF Nature Energy ikke åbner. Det, tror jeg ikke, nogen er interesseret i. Der er mange, som føler, at staten og dermed os alle sammen blev snydt af Goldman Sachs i en proces, der ikke var særlig gennemsigtig, fortæller Per Hansen, der er investeringsøkonon hos Nordnet.

“Vi risikerer at stå med en ny Dong-sag, hvis NGF Nature Energy ikke åbner.”

— Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet

Hans vurdering kommer efter, at TV 2/Fyn tirsdag kunne afsløre, at de fynske kommuner under stort hemmelighedskræmmeri tilsyneladende er ved at sælge NGF Nature Energi - det tidligere Naturgas Fyn - til den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners. 

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger vil NGF Nature Energy, der er ejet af de fynske kommuner, sælge selskabets kommercielle del til kapitalfonden.

Det vil selskabets bestyrelsesformand, Jens Otto Dalhøj, dog ikke bekræfte, ligesom salget er på kommunalbestyrelsernes lukkede møder. 

- Var der offentlighed omkring de her ting, ville der komme mange forstyrrelser i den demokratiske proces. Det er ganske almindelig praksis, at sådan noget er et lukket punkt, fortalte han.

Offentlig debat

Den forklaring er flere eksperter dog uenig i. 

- Når jeg hører om det her, så må jeg spørge mig selv: "Hvis NGF Nature Energy ikke har noget at skjule, hvorfor er den her proces så lukket? Er økonomien i virkeligheden dårligere, end vi har fået at vide? Eller er der noget andet galt"? De kan da bare åbne op, siger Per Hansen.

Mediejurist Oluf Jørgensen fortæller ligesom investeringsøkonomen, at et eventuelt salg af NGF Nature Energy skal være mere åbent for offentligheden. Han mener, NGF Nature Energy har begået en fejl i den konkrete sag.

- Det er jo en offentligt ejet virksomhed, og det er naturligvis vigtigt ud fra demokratiske hensyn, at der kan være en offentlig debat om, hvorvidt en offentligt ejet virksomhed skal udbydes til salg. Det skal man kunne diskutere offentligt, siger Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

TV 2/Fyn har været i kontakt med energiselskabets direktør, Ole Hvelplund. Han mener ikke, at eksperterne kan sammenligne salget med Dong-sagen.

- Det her ligner slet ikke en Dong-sag. Langtfra. Det er helt normalt, at når vi forhandler, er det i fortrolighed mellem parterne. Jeg har svært ved at se, hvordan vi på nuværende tidspunkt i processen kan være mere åbne, fortæller han.

Bliver NGF Nature snydt?

Ender de fynske kommuner med at sælge det kommunalt ejede NGF Nature Energy, tjener de samlet 335 millioner kroner. Seks ud af otte kommunalbestyrelser skal stemme ja, før salget til Pioneer Point Partners kan blive en realitet.

Per Hansen frygter dog, at NGF Nature Energy bliver snydt.

- Når en udenlandsk kapitalfond pludselig interesserer sig så specifikt for et lille dansk selskab som NGF Nature Energy, ville jeg være meget forsigtig. Kapitalfonde er specialiseret i at tjene penge ud af ikke særlig meget. De er uhyggeligt dygtige til det. Så bare det, at de er interesserede ville sige mig, at det, selskabet er sat til salg for, er alt for lidt, fortæller Per Hansen.

Den 21. december stemmer den sidste kommunalbestyrelse om salget. Først dér ved vi, hvordan de øvrige kommuner har stemt. 

Meget tyder på et ja, for sammenlagt er der udsigt til en fortjeneste på 335 millioner kroner, der kan lune i kommunekasserne.

Modstanden står frem

Indtil nu har ingen kommunalbestyrelsesmedlemmer villet eller turde udtale sig omkring sagen.

Blandt andet rådmand i Odense Jane Jegind (V) ville ikke komme med en kommentar onsdag:

- Det er et lukket punkt, lød det fra hende til TV 2/Fyn.

Men Enhedslistens Brian Skov, der også sidder i Odenses byråd, tør godt stå frem.

“Vi går imod brandudsalg af vores fælles energimæssig infrastruktur”

— Brian Skov, byrådsmedlem i Odense, Enhedslisten

- Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad folk vil udtale sig om, og hvad folk ikke vil udtale sig om. Jeg kan bare sige, at fra Enhedslistens side er vores holdning fuldstændig klar: Vi går imod brandudsalg af vores fælles energimæssige infrastruktur, siger Brian Skov og fortsætter:

- Vi synes, den skal under demokratisk kontrol. Vi synes, den skal være forbrugerejet. Det er rigtigt vigtigt i forhold til at sikre forbrugerne de billigste priser og i forhold til at sikre, at vi kan omstille til mere vedvarende energiformer så hurtigt som muligt.

 

NGF Nature Energy sender varme ud i rørene i 35.000 fynske hustande og distribuerer årligt cirka 200 millioner kubikmeter naturgas.

Det er særligt biogasdelen og den kommercielle del, Pioneer Point Partners er interesseret i. Nature Energy sælger samtidig også ledningsnettet, gassen strømmer igennem. Det købes ifølge aftalen af statens Energinet.

Læs også: Salg af fynsk energiselskab: Britisk køber vil have støtte fra amerikanere
Gå tilbage Del
13. dec. 2017 kl. 17:26
Fyn

Salg af fynsk energiselskab: Britisk køber vil have støtte fra amerikanere

Pioneer Point Partners vil have amerikansk investeringsselskab med i handel om NGF Nature Energy. Desuden er der ambitioner om at få dansk pensionskasse med som ejer.

Den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners bliver ikke den eneste udenlandske investor i fynsk naturgas, hvis de fynske ejere af NGF Nature Energy siger ja tak til tilbuddet fra englænderne.

Det fremgår af korrespondancen mellem det fynske naturgasselskab og Pioneer Point Partners, som TV 2/Fyn har fået indsigt i.

Briterne har oplyst, at man satser på at etablere et nyt Vestas med international gennemslagskraft indenfor biogas.

Det skal ske med hovedsæde i Odense og skabe vækst og arbejdspladser på Fyn. NGF-koncernen har i dag cirka 150 ansatte.

Inddrager dansk pensionskasse

Pioneer Point Partners vil selv stille med den nødvendige ledelseskraft og kapital for at sikre afkast til investorerne, men for at sikre langsigtet finansiel styrke og dansk forankring i projektet, vil de engelske købere involvere det amerikanske investeringsselskab Davidson Kempner og arbejde på at få en dansk partner - gerne en pensionskasse - med i ejerkredsen, hedder det i sagsfremstillingen vedrørende handlen.

Der vil i forbindelse med handlen blive stiftet et nyt dansk selskab, der vil være skattepligtig i Danmark.

Nature Energy har fået revisionsfirmaet PWC til at vurdere buddet fra Pioneer Point Partners og statens forventede pris for overtagelse af ledningsnettet.

Forbrugernes pris stiger ikke

Efter modregning af gæld vil salgsindtægten samlet lune i kommunekasserne med 335 millioner kroner.

Desuden har PWC sagt god for briternes seriøsitet som købspartner.

Der henvises blandt andet til, at selskabet har investeret i i Storbritannien, Spanien og Italien inden for vandforsyning, affaldssortering og genanvendelse samt energiproduktion inden for vind og sol.

Det vurderes, at gasmarkedet er udsat for så hård konkurrence, at et salg ikke vil fordyre gaspriserne. Tværtimod vil salget af det fynske ledningsnet til statens Energinet formentlig få taksterne til at falde på længere sigt, da taksterne i det fynske net i dag er dyrere end landsgennemsnittet.

Frem til 2023 har staten givet løfte om uændrede priser.

Flere tilbud

Endnu et selskab har budt på NGF Nature Energy til en marginalt højere pris, men det fynske naturgasselskab har besluttet sig til at se bort fra tilbuddet, da det ikke - som englændernes tilbud - er juridisk bindende.

Handlen med briterne er blandt andet betinget af, at Folketinget får vedtaget et nyt lovforslag, der gør det økonomisk mere fordelagtigt for kommunerne at sælge Nature Energy og andre fælleskommunale selskaber.

Lovforslaget forventes vedtaget den 20. december i år.

Det indebærer, at der kun sker modregning med 60 procent, hvis man hæver hele fortjenesten på én gang.

Sker det over ti år vil modregningen være på 20 procent.

Derfor vil de fynske kommuner sælge

Det er først og fremmest behovet for at få kapital til den fremtidige udbygning med biogasanlæg, der er årsag til det igangværende salg af NGF Nature Energi.

NGF har vurderet, at man ikke selv har den finansielle styrke til at bevare den førerposition, man har inden for biogas.

Selskabets biogasdel gav sidste år et underskud på 35 millioner kroner, men hele koncernen havde samlet et overskud på 60 millioner kroner og en egenkapital på 440 millioner kroner. 

De fynske kommuner besluttede allerede i 2015 at starte en proces, hvor man undersøgte et helt eller delvist salg af selskabet.

-En grotesk sag

Et byrådsmedlem i Svendborg og bestyrelsesmedlem i NGF Nature Energy står torsdag morgen også frem:

- Det er simpelthen ikke en god idé at sælge så meget af NGF til udlandet. Vi risikerer, at de flytter det hele til udlandet, siger Dansk Folkepartis Jens Munk til TV 2/Fyn.

- Jeg synes, vi skal fastholde beslutningen om, at byrådene kun sælger de 49 procent. Vi har jo fået muligheden for at sælge gasledningerne til staten og dermed øge kapitaltilføringen ad den vej.

Jens Munk mener, at borgmestrene i de fynske kommuner er gået over hovedet på byrådenes andre medlemmer i beslutningen om salget af NGF Nature Energy.

“Den her sag er grotesk, og jeg føler mig ført bag lyset”

— Jens Munk, Dansk Folkeparti, byrådsmedlem i Svendborg og bestyrelsesmedlem

- Borgmestrene har været med til at beslutte det her - ikke os andre. Vi har faktisk slet ikke stemt om at sælge mere, end de først besluttede 49 procent, siger han.

Han fik besked på, at han ikke måtte udtale sig om sagen, men han tør godt nu.

- Den her sag er grotesk, og jeg føler mig ført bag lyset, siger han til TV 2/Fyn torsdag morgen og fortsætter:

- Jens Otto Dalhøj (NGF Nature Energys bestyrelsesformand, red.) sagde til mig, at jeg slet ikke måtte udtale mig. Det lyttede jeg til, men nu vil jeg gerne stå frem.

De otte fynske ejerkommuner skal tage stilling til salget før udgangen af året.

 

5. jan. 2025 kl. 6:00
Tophistorie

Politikere vil stramme reglerne for fyrværkeri - sådan vil de gøre det

LYT
Del
Link
kopieret!

Nytåret 2024/2025 førte nye regler med sig. Affyringsperioden var blevet forkortet, hvilket betød, at man kun måtte fyre fyrværkeri af fra 31. december til 1. januar.

Alligevel valgte mange fortsat at fyre af uden for perioden, og ifølge Sikkerhedsstyrelsen var der sågar flere fyrværkeriulykker dette nytår i forhold til året forinden.

En af ulykkerne endte med, at en 24-årig mand fra Odense mistede livet.

Flere folketingsmedlemmer er nu åbne over for, at man igen skal kigge på, om fyrværkerilovgivningen skal skærpes yderligere.

- Jeg synes, det er relevant at kigge på, om der er behov for yderligere stramninger, fortæller folketingspolitiker for Venstre Lars Christian Lilleholt til TV 2 Fyn.

Han mener dog ikke, at man skal gøre fyrværkeri ulovligt.

Den store bødeblok skal frem

Venstre-politikeren fortæller, at han ikke mener, det vil løse problemet, hvis man vælger at gøre køb og salg af fyrværkeri ulovligt.

- Gør vi det ulovligt, skaber vi blot et marked for ulovligt fyrværkeri, fortæller han.

Helt konkret foreslår Lars Christian Lilleholt, at man skal kigge på, om man skal hæve bødesatsen for at fyre at uden for affyringsperioden endnu en gang.

I 2024 blev bødesatsen sat op til 2.500 kroner.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg mener også, at man skal genevaluere den nuværende lovgivning på området.

- Vi kommer til at kigge på, om der er mere brug for regulering på området, fortæller Bjørn Brandenborg til TV 2 Fyn.

5. jan. 2025 kl. 5:00
Tophistorie

Søndag kan byde på flere snebyger

LYT
Del
Link
kopieret!

Søndag bliver en overskyet dag, hvor det i første omgang mestendels vil holde tørt.

Men sidst på eftermiddagen kan der komme sne eller slud fra sydvest, som lokalt kan gå over i isslag.

Temperaturen når ned mellem frysepunktet og to graders varme med en svag til jævn vind fra syd. Den vil senere dreje over til omkring sydøst og bliver let til frisk.

4. jan. 2025 kl. 19:50

Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille

LYT
Del
Link
kopieret!

I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.

Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.

Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.

Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.

4. jan. 2025 kl. 18:49
Carsten Bak

Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"

LYT
Del
Link
kopieret!

Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.

Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.

- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.

Carsten Bak

Stor materielle skader

Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.

Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.

- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.

Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.

Carsten Bak

Ingen personskader

Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.

Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.

At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:

- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.

Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.

4. jan. 2025 kl. 18:32

Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse

LYT
Del
Link
kopieret!

En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.

Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.

Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.

Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.

Flemming Ellegard

Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning

LYT
Del
Link
kopieret!

Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.

Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.

Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.

Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.

Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

4. jan. 2025 kl. 16:24
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage

LYT
Del
Link
kopieret!

Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.

For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.

Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.

I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.

4. jan. 2025 kl. 15:24
Local Eyes

Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro

LYT
Del
Link
kopieret!

Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.

Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.

Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.

Assens Kommune
4. jan. 2025 kl. 14:26
René Standbygaard/DSB

Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter

LYT
Del
Link
kopieret!

Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.

Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.

Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.

4. jan. 2025 kl. 13:25

SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog

LYT
Del
Link
kopieret!

273,5 meter.

Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.

Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.

Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.

- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.

4. jan. 2025 kl. 12:17
Kim Haugaard/Midtjyske medier/Ritzau Scanpix

Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os

LYT
Del
Link
kopieret!

Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.

Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.

- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Står bag kæmpe-vase

Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.

Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.

Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:

- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.

Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.

Markant kunstner

En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.

- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.

Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.

Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:

- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.

Steen Egelund Nielsen / Privatfoto

Havn tæt på at blive oversvømmet

LYT
Del
Link
kopieret!

I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.

Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.

Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.

Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her