Tre personer har mistet livet i en trafikulykke søndag aften i nærheden af Bogense. Det oplyser Fyns Politi.
Søndag aften meddelte politiet, at to personer var blevet dræbt i ulykken. En 63-årig kvinde, der blev alvorligt skadet i forbindelse med færdselsulykken, er mandag morgen afgået ved døden på sygehuset, oplyser politiet mandag formiddag.
Alle de omkomne er i familie med hinanden. Den 63-årige omkomne kvinde kommer fra Esbjerg. Derudover er en 37-årig mand fra København og en 64-årig kvinde fra Vestfyn blevet dræbt i ulykken. Deres pårørende er underrettede.
Ung mand anholdt - flygtede fra stedet
En 26-årig mand, der kørte bilen, som ramte den forulykkede bil, er anholdt og bliver mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og for at flygte fra ulykken.
Personbilen, der ramte bilen med de omkomne, kørte i meget høj fart. Den 26-årige mand har til politiet oplyst, at han kørte mellem 120 og 130 kilometer i timen, da ulykken skete.
Ulykken skete klokken 20.35 i T-krydset ved Assensvej og Odensevej uden for Bogense.
Fløjet på sygehuset
Da redningsmandskabet kom frem til stedet, stod det ifølge politiet hurtigt klart, at to af passagererne i den ramte bil var omkommet på stedet, mens den tredje person i bilen var meget alvorligt tilskadekommen og derfor blev fløjet på sygehuset, hvor den pågældende nu er afgået ved døden.
Der befandt sig to personer i den anden bil. Den 26-årige chauffør slap uskadt, mens en passager i bilen blev undersøgt for mindre skader.
Politiet arbejder stadig på at klarlægge de nærmere omstændigheder i forbindelse med ulykken.